Åbent brev til transportminister Trine Bramsen

Transportministeren og Transportministeriet har udråbt 2022 til at skulle være cyklens år i Danmark. 

Timingen er velvalgt. Vi står over for et år, hvor vi i Danmark skal være værter for starten på en af verdens største sportsbegivenheder, når Tour de France for allerførste gang kommer på besøg på disse breddegrader.

Cyklen er en stor del af dansk kultur. Tæt på alle danskere lærer at cykle fra barns ben. Vi går op i cykelinfrastruktur, så cyklen er både et klimavenligt og sundhedsmæssigt alternativ til at køre bil. 

Samtidigt oplever vi at flere og flere danskere tager cyklen, når de skal have motion og høj puls. Cykelklubber og -fællesskaber springer ud overalt i landet og det er ikke længere en helt så unik bedrift af have været med på tur til Paris eller prøvet kræfter med de mytiske tinder i Alperne. 

Tilspidset trafiksituation
Der er en lang række positive effekter af danskernes cykellyst. Men desværre bliver det mere og mere farligt at sætte sig ud på den tohjulede i trafikken. For mens antallet af danskere på racercykel stiger, så stiger antallet af biler på de danske veje også. 

Helt konkret er sidstnævnte vækstet med 46 procent siden 2000. Men det er ganske simpelt at se, at der ikke er bygget tilsvarede flere veje siden årtusindeskiftet. 

Alt sammen betyder, at vi i Danmark har en mere og mere tilspidset trafiksituation. Der er flere bilister og flere cyklister, der skal deles om de enkelte veje. Og desværre har det ført til en tilstand i Danmark, hvor det faktisk ikke er sikkert eller behageligt at cykle på rigtigt mange veje. 

Foto: Arkivfoto: Heb@Wikimedia Commons

Jeg cykler selv lige over 31.000 kilometer på et år - og flere gange årligt oplever jeg, at det er få marginaler, der afgører, om jeg kommer sikkert hjem på min cykel - eller om jeg måske nærmere skal ende med at køre med fuld udrykning til det nærmeste sygehus. 

Jeg er så heldig, at jeg er semi-professionel cykelrytter og en af de få danskere, der kan tjene en lille skilling på at køre på cykel. Derfor har jeg min sport som et bi-job til mit normale enhver som journalist, hvor jeg arbejder på deltid.  

Dermed er jeg nok også heldig på den måde, at jeg er bedre til at styre min cykel end gennemsnittet. Ofte tænker jeg over, hvordan det mon var endt, hvis det havde været en nybegynder eller et barn, der stod i sammen situation som jeg, når en bil overhaler mig milimeter-tæt med 90 kilometer i timen.

Danmark er værst
Mit job, som eliterytter, gør også, at jeg på et år rejser vidt omkring til lande i Europa - både for at træne og deltage i cykelløb. Desværre må jeg konstatere, at jeg endnu ikke er stødt på et land, hvor jeg på cykel føler mig mindre sikker i trafikken, end jeg gør, når jeg klikker i pedalerne i Danmark. Og jeg har cyklet i langt størstedelen af alle europæiske lande.
 

Eksempelvis er jeg netop hjemvendt fra Spanien, hvor jeg oplever en helt anden forståelse, tålmodighed og fleksibilitet, når jeg bevægede mig ud på den to-hjulede.
 

I trafikken går det begge veje - for det handler ikke nødvendigvis om, hvem der står på sin ret, men om at man på tværs af både bilist og cyklist i fællesskab hjælper hinanden. I hele denne debat er det derfor ikke kun et spørgsmål om, hvordan den enkelte dansker agerer bag rattet, men også et spørgsmål om, hvordan den enkelte dansker opfører sig på cyklen.  

I Danmark er et af de store problemer, at vores lovgivning på dette område er fyldt med gummiparagraffer, hvor fortolkningen og forståelsen er noget nær en umulighed for den enkelte at forstå. Overhalinger skal ske med passende afstand og cykler må føres to-og-to, hvis det ikke er til unødig ulempe. 

Foto: Continental

Tilbage i 2020 henvendte jeg mig til både politi og jurister, da jeg beskæftigede mig med vejvrede og derfor skulle undersøge, hvordan de danske regler om kørsel ved siden af hinanden skulle tolkes. Rigspolitiets færdselsafdeling tolkede det på én måde, Østjyllands Politi tolkede det på en anden og en jurist tolkede det på en tredje.

Hvordan skal den enkelte dansker vide, hvad der gælder for hvem, når jurister og politi ikke engang ved, hvad der gælder? Hvad er passende afstand under en overhaling og hvem vurderer, hvornår det er unødig ulempe? 

Milevidt forskelle 
I andre europæiske lande er man milevidt foran Danmark. I eksempelvis Tyskland, Belgien, England og Spanien er det defineret at passende overhalingsafstand er minimum 1,5 meter. Ikke bare som en anbefaling, men ved lov. Som én, der både er blevet snittet af sidespejle og overhalet centimertæt af hurtigkørende biler, skal jeg hilse og sige, at det ikke er for meget. 

Netop Spanien skærper endda deres lovgivning til marts, så det her bliver obligatorisk for bilister at køre helt over på den anden side af midterstriben, hvis de skal overhale cyklende på en vej, der er to sporet. Det er immervæk cykelfremme, der vil noget. 

Hvad mange måske også ikke ved er, at en gruppe cykelryttere, der kører to-og-to, rent faktisk er hurtigere og mere sikre at overhale end hvis den selv samme grupper kørte i én kolonne. Netop derfor har man også tilladt cyklister altid at gøre dette i førnævnte lande - ganske enkelt fordi det skaber bedre sikkerhed for både bilister og cyklister. I dag er det desværre dog sådan i Danmark, at mange bilister provokeres, når de møder en gruppe cyklister, der kører kolonnekørsel - både fordi de synes, de fylder, men også fordi de tror, de bryder loven.  

Jeg er selv lige hjemvendt fra Spanien, hvor jeg lige nord for Alicante har været tre uger på træningslejr. Overalt her så jeg skilte med 1,5 meter overhalingspåbud af cykler og skilte, der advarer bilister om, at de kan møde cyklister på de snoede bjergveje. 

Om det er de skilte, der gør forskellen, ved jeg ikke. Men jeg oplever langt mere forståelse, mere fleksibilitet og mere gensidig respekt, når jeg kører på min cykel i Spanien. Og det til trods for at dette område er som fluepapir for cykelryttere, så de lokale næsten ikke kan undgå at møde mange både store og små grupper, hver gang de kører ud i bilen. 

Vejskilte fra andre lande

Der er en dansk fordom, der lyder, at man kører som en brækket arm syd på. Det kan godt være, at vi danskere har oplevet en udadreagerende spansk taxachauffør uden sele, der havde rasende travlt med at bruge hornet på vej fra lufthavnen. 

Men som danskere kan vi kun se på misundelse på den gensidige respekt og hensyntagen, som spanierne tager i trafikken. Det gælder for såvidt både på motorvejen, i rundkørslerne, over for fodgængere og når de møder cyklister. 

Måske er det et kulturspørgsmål om, at man i Spanien har den holdning, at man nok skal nå det hele, selvom man skal bremse ned og køre 35 km/t i 30 sekunder bag en gruppe cykelryttere. Måske er det fordi, der er en skarp lovgivning, der netop påbyder spanierne at vente pænt, hvis de ikke kan overhale sikkert. Men uanset hvad, så er det en respekt vi i Danmark, som kunne lære af. For det er vel i bund og grund det gensidige hensyn som skal sikre, at det er sikkert at færdes i trafikken - både i bil og på cykel. 

Hvad kan vi gøre i Danmark?

Hvis vi lader situtationen stå til på den danske veje stå til, så tør jeg ærligt talt ikke tænke på, hvordan det ser ud om få år. Og så kan vi bygge nok så mange supercykelstier eller tale om cyklen som det klimavenlige alternativ, hvis det kan være livsfarligt at køre på sin cyklen andre steder end i de store byer, hvor der er cykelstier med plads til alle.

Hvis Transportministeren reelt mener, at 2022 skal være cyklens år, så er det helt oplagt, at han overvejer at sætte fokus på denne meget vigtige og underprioriterede dagsorden.

Foto: Continental

Gerne i fællesskab med organisationer som Danmarks Cykle Union, Cyklistforbundet, FDM og kørerlærerforeningen - så der kan skabes en sober debat og mere ordnede forhold på de danske veje. Og med sidstnævnte i spil er der også mulighed for et langsigtet perspektiv, hvor nye bilister lærer, hvordan de skal forholde sig, når de møder cykelryttere på vejene. 

Jeg håber derfor at Transportminsteren vil overveje muligheden for at arbejde for at indføre 1,5 meters overhalingspåbud af cyklende og arbejde for en klarere lovgivning om, at det altid er tilladt at færdes to-og-to på cykel. 

Foruden politisk handlekraft vil det være en beslutning, der vil få en positiv effekt på rigtig mange danskeres hverdag. Nok er dette skriv lavet med udgangspunkt fra én, der kører på cykel for træningens skyld. Men selvsamme lovændring vil også skabe mere sikkerhed for de mange børn, der skal cykle i skole og de mange pendlercyklister, der bidrager til et grønnere Danmark. 

Og vigtigst af alt vil den være med til at redde liv. 

Frederik Muff

---

Har du et læserbrev, som du mener vil være relevant for Feltet.dk at bringe? Så send det til redaktion@feltet.dk.