1400 cykelryttere med 42 forskellige nationaliteter har foreløbigt tilmeldt sig amatørverdensmesterskaberne i landevejscykling, der køres i perioden den 3.-6. september med start og mål i både Hobro og Aalborg. De tilmeldte ryttere har alle kvalificeret sig til verdensmesterskabet via et af 13 internationale kvalifikationsløb, fordelt over hele verdenen. Fra Australien, over Norge, Storbritannien og til Italien.
Derfor tyder meget på, at Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark, Aalborg Cykle Ring, Hobro Cykleklub, Aalborg Kommune og Mariagerfjord Kommune når målsætningen om 1500 deltagere til VM-arrangementet. Stadig mangler det sidste kvalifikationsløb - Radweltpokal-løbet i Østrig, at blive kørt, såvel som det forventes, at mange af de kvalificerede ryttere endnu ikke har meldt deres endelige ankomst. Tilmeldingsfristen er den 31. august.
DS Gruppen hovedsponsor
Flere lokale kræfter er hovedaktørerne bag det store arrangement, men nu støtter Hobro-virksomheden DS Gruppen også op om arrangementet. En støtte, som sikrer Amatør-VM i Danmark et solidt fundament.
”DS Gruppen agerer i et professionelt marked og er markedsledende inden for de brancher den repræsenterer. Samtidig er DS Gruppen hovedsponsor for Hobro's superligahold, der har sine rødder og sit grundlag i en foreningskultur, der baserer sig på 'amatører, der er blevet bedre'. Derfor finder vi det naturligt, at gå ind i et sponsorat af amatørcykelryttere, der er blevet bedre, og som nu kvalificerer sig til VM-deltagelse. DS Gruppen fortsætter således en linje, hvor vi er med til at støtte op om elitesport baseret på amatørniveau. Udvikling af talenter, der begynder som unge, er et væsentlig indsatsområde for DS Gruppen A/S,” forklarer Preben Johansen fra DS Gruppen om deres engangement.
Om hovedsponsoraftalen udtaler bestyrelsesformand i Danmarks Cykle Union, Niels Sørensen, begejstret:
"Vi oplever en stor lokal opbakning alle steder fra i både Hobro og Aalborg, og det er en stor glæde at vi nu også kan præsentere en lokal hovedsponsor, som tilmed har berøringsflader i store dele af verden, præcis som VM-arrangementet har. Det understøtter den store opbakning og giver mulighed for at give alle deltagere og pårørende nogle fantastiske dage i Hobro og Aalborg”.
Amatør-VM finalen, også kaldet UCI World Cycling Tour Final, køres i 2016 i Perth, Australien. Hobro og Aalborg kommer med andre ord til september på cykelverdenskortet.
Læs mere om arrangementet på uciworldcyclingtour.com og denmark2015.dk, hvor også løbsklasser og starttider fremgår. Torsdag den 3. september køres enkeltstart med start og mål i Hobro. Fredag den 4. september køres Team Relay i centrum af Aalborg. Søndag køres landevejsløbet, med start og mål i Aalborg.
Foreløbige startlister
> Enkeltstart
> Landevejsløbet
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger