Danskerne er glade for at cykle, både til og fra arbejde, men også på landevejene og i skovene. Og nu bliver det nemmere og sjovere for danskerne at cykle på landevejs- eller MTB-cykler, for DGI lancerer et spritnyt projekt, der de næste tre år skal motivere 12.000 flere danskere til at vælge cykling som motionsform. Målet med projekt "Cykel med DGI" er samtidig, at 4000 cykelmotionister melder sig ind i en cykelklub.
"Vi oplever en cykelbølge i Danmark, og med projektet kan vi nå ud til flere motionister og stimulere deres lyst til at cykle. Ved at styrke cykelklubberne kan vi sikre, at motionister får større glæde ved at træne, og at de får gode oplevelser ved at træne sammen med andre," siger Ulrich Gorm Albrechtsen, der er idrætskonsulent og projektleder for "Cykel med DGI."
Vækst i medlemstal
Interessen for motionscykling og MTB er de senere år nærmest eksploderet. Alene i DGI’s klubber har der været en fremgang fra 5276 medlemmer i 2007 til 16.623 i 2013. Nu skal endnu flere danskeres interesse for cykling som motionsform vækkes, og Nordea-fonden støtter projektet med 4,6 millioner kroner.
"'Cykel med DGI' vil gøre det nemmere og sjovere for endnu flere at dyrke motion på cyklen og oveni hatten få gode oplevelser i naturen sammen andre," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Projektet vil også have et øget fokus på kvinderne og uddannelse, hvor der etableres særlige træningsforløb og klubhold målrettet kønnet, der ønsker at cykle i fælleskab med andre kvinder. Kvindecyklingen er generelt i fremgang, og derfor vil DGI udbyde kurser og cykel-introduktionsforløb kun for kvinder.
Uddannelse af trænere bliver også centralt i "Cykel med DGI". 500 nye trænere og holdkaptajner skal sikre, at de nye cykelmotionister bliver bedre, og samtidig skal trænerne og holdkaptajnerne sætte fokus på sikkerheden på landevejene og cyklisternes adfærd i skove.
En af de kommende undervisere bliver Heidi Gabriel Hansen, tidligere licensrytter og aktiv DGI-instruktør.
"Motionsryttere får mere glæde af at cykle i en klub med en dygtig træner end at køre på egen hånd. Det bliver hurtigt kedeligt at cykle alene, mens man kan opleve det mere socialt, sikkert og udviklende at cykle i en klub," siger hun.
DGI vil altså have 12.000 motionister mere på cyklerne i alderen 30-65 år, lyder målsætningen, hvor 4.000 skal blive en del af en cykelklub. Målgruppen er nye motionister, og folk der ikke cykler i klub i dag samt kvinder.
Tal fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 8 procent af aktive, voksne danskere dyrker landevejscykling, mens 4 procent er til mountainbike. Over 85 procent er aktive på egen hånd, og relativt få er medlemmer af en klub.
Feltet.dk vil også øge deres fokus på motionister i 2015, hvor vi åbner et helt nyt motionssite motionsfeltet.dk. Følg allerede nu sitet på Facebook.
ANNONCE
Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig
Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?
ANNONCE
Motionsfeltet.dk • Åsvinget 5 • 9800 Hjørring • Tlf. 5155 8966 • info@motionsfeltet.dk • Cookieindstillinger