Det er ikke mange cykelryttere, der får lov til to gange at starte en afsluttende enkeltstart i Giro d’Italia med den lyserøde trøje på skuldrene. Der var i hvert fald heller ikke mange, der for to år siden havde regnet med, at det ville være en ære, der ville tilfalde Jai Hindley, som på det tidspunkt mest lignede et lovende talent, der aldrig rigtigt ville blive til det, vi havde håbet. Stik i mod alle Giro d'italia odds og eksperter forudsigelser. 

Oplevelsen er imidlertid heller ikke altid så sjovt. Det kan Joaquim Rodriguez og Nairo Quintana skrive under på. De delte nemlig i hhv. 2012 og 2017 oplevelsen med den lille australier, og for dem begge havde det mest karakter af en planlagt henrettelse. Alle vidste, at der skulle ske et mirakel, hvis de også skulle kunne bestige podiet og hæve trofæet iført løbets vigtigste trøje, for de blev jagtet af folk, der var meget bedre temporyttere end dem selv. Det gik dem da også akkurat lige så ilde som forudsagt, da Ryder Hesjedal let spiste Rodriguez, og Quintana blev kørt midt over af Tom Dumoulin, der i parentes blev bemærket bare et par måneder senere leverede en sand magtdemonstration ved VM i enkeltstart.

Den oplevelse af henrettelse havde Hindley utvivlsomt også, da han for to år siden højst uventet gik ind til den sidste enkeltstart i Milano med den lyserøde trøje på skuldrene. Modsat Rodriguez og Quintana havde han end ikke et forspring at tære på, da han var i præcis samme tid som Tao Geoghegan Hart, og selvom det på papiret kunne ligne en neglebidende afslutning, var det slet ikke tilfældet. Alle vidste, at Geoghegan Hart ville køre australieren midt over, og da han over de bare 15 km tabte hele 39 sekunder, var det et lige så forudsigeligt udkomme, som det havde været, da Hesjedal og Dumoulin gennemførte deres tilsvarende henrettelser på samme scene i Milano.

I dag gentog scenariet sig så for Hindley, men denne gang kunne fornemmelsen ikke være mere anderledes. Da Passo Fedaia i går langt om længe brød tre ugers total jævnbyrdighed, skete det nemlig med så voldsom en kraft, at det kun syntes at være et styrt, der kunne koste Hindley den sejr, Geoghegan Hart frarøvede ham godt halvandet år tidligere. Denne gang havde det slet ikke karakter af nogen henrettelse, som vi plejer at se det i Milano, men derimod som den kroning, vi plejer at se i Verona, hvor Richard Carapaz og Ivan Basso tidligere på næsten identiske enkeltstarter også var gået ind til den afsluttende etape med den allerstørste ro i sindet.

Alligevel var Hindley i en vis forstand til eksamen. Siden australieren på Blockhaus for alvor meldte sig ind i kampen om den samlede sejr, og særligt efter at han i Torino annoncerede sig selv som den største trussel mod Carapaz, har der nemlig været megen diskussion om, hvor stor en buffer australieren skulle have inden de afsluttende 17 km i Verona. Al logik tilsagde, at Carapaz, der særligt i år har vist markant fremgang som temporytter, ville slå Hindley, men ingen vidste rigtigt, hvor sikker ecuadorianeren kunne være i sin sag. Med sit livs enkeltstart havde Hindley i Budapest nemlig indikeret, at også han efter skiftet til Bora - og det supermateriel, tyskerne har til rådighed - havde forbedret sig markant, og derfor var der slet ikke samme forudsigelighed i styrkeforholdet, som der havde været mellem Geoghegan Hart og Hindley halvandet år tidligere.

Den usikkerhed oplevede Carapaz også. Da han i går bestilte sin egen henrettelse ved at sætte Pavel Sivakov til at lægge det pres, som i sidste ende gjorde mest ondt på ham selv, var det jo netop, fordi han ikke turde stole på sin enkeltstart. Selvom han var i pole position og i teorien den bedste temporytter, gik han ind til slaget på Fedaia med intentionen om at vinde tid i stedet for at køre med den defensive indstilling, hans position på papiret lagde op til.

Med tanke på udkommet forstår man det godt, hvis Carapaz i dag har nogle voldsomme tømmermænd - også selvom Hindley var så suveræn, at udfaldet nok havde været det samme, uanset om Sivakov havde startet blodbadet eller ej. Til gengæld står det nu også klart, at der var en god grund til, at Carapaz var så urolig, at han lod defensiv blive til offensiv og endte med at skyde sig selv i nakken.

Da det med spænding imødesete slag i Verona var afgjort, stod det nemlig klart, at Hindley vitterligt er blevet meget mere komplet. Han overgik endda sin præstation fra Budapest med længder, og selvom han alligevel endte med at blive slået af sin direkte rival, var det med beskedne 7 sekunder - noget helt andet end de 39 sekunder, han havde blødt til Geoghegan Hart over en kortere distance i 2020. Hans 15. plads var også hans i særklasse bedste enkeltstartsresultat nogensinde og tåler ingen sammenligning med 38. pladsen fra 2020, hvor han akkurat blev slået af Louis Meintjes, som sandt for dyden ikke er noget wattmonster.

Selvfølgelig var denne rute anderledes. Med sin stigning appellerede den meget mere til en klatrer som Hindley, men det fortæller slet ikke den fulde historie. Samme logik kunne nemlig bruges om de øvrige på papiret temposvage ryttere i klassementets top 10, og de havde alle en mere end svær dag. Således blev Juan Pedro Lopez nr. 57, Domenico Pozzovivo nr. 68, Mikel Landa nr. 76 og Emanuel Buchmman nr. 101, og det var i det lag, man også normalt ville forvente at finde Hindley.

Dermed satte australieren også en fed streg under, at han er løbets fortjente vinder. Det så vi med magtdemonstrationen på Fedaia i går, men i dag viste han også, at han er en ”rigtig” grand tour-vinder i den forstand, at han er mere end bare ren bjergrytter. Et tre uger langt løb skal helst belønne den komplette rytter, og selvom Hindley jo er milevidt fra den alsidighed, man finder hos eksempelvis Dumoulin, beviste han i dag, at han fremover ikke nødvendigvis går ind til enhver enkeltstart med følelsen af henrettelse på samme måde, som han har gjort hidtil.

Han var imidlertid ikke alene om at vise en sådan alsidighed. Man kan kun beundre Carapaz for, at han 24 timer efter det, der vel var karrierens største af relativt få skuffelser, kunne mobilisere så megen moral, at han hev sit livs enkeltstart op af hatten. Det er nemlig svært at betegne hans ridt i dag meget anderledes, for det er helt nyt for Carapaz at ende i top 10 på en enkeltstart. Med præstationen bekræftede han imidlertid både den helt ukuelige fightervilje, der måske er hans vigtigste ingrediens i hans succesopskrift, og den tempofremgang, vi så i Tirreno og i Budapest. Hans præstation i dag var i hvert fald i en helt anden liga end den temmelig pauvre præstation, han leverede på næsten samme rute, da han i 2019 skulle krones som vinder af løbet. Dengang var han nemlig billedet på en helt ren bjergrytter, der vandt løbet alene på sine klatreevner. I dag er han meget mere end det, men som jeg også skrev i går, er spørgsmålet desværre samtidig om hans tempoevner kommer på et tidspunkt, hvor han har set sin bedste tid som klatrer.

Med deres flotte præstationer sørgede Carapaz og Hindley for, at klassementsrytternes tur rundt i Verona alligevel blev ganske seværdig, selvom Hindleys magtdemonstration kombineret med de enorme afstande, vi så i en top 10, der led gevaldigt under tabet af de mange favoritter som Miguel Angel Lopez, Joao Almeida, Romain Bardet, Tom Dumoulin og Simon Yates tidligere i løbet. Nu var de øverste pladser helt fastlagt på forhånd, og den eneste ændring, der ville forekomme, var endda så forudsigelig, at den slet ikke var spændende, da Hugh Carthy gik forbi temposvage Juan Pedro Lopez.

Det var også meget heldigt, at der ikke var så meget på spil, for det blev dagen, hvor de fleste klassementsryttere floppede. Landa, der ellers havde kørt så flot i Budapest, kørte en af sine mere horrible enkeltstart, der slet ikke stod mål med den flotte præstation, han leverede i Verona i 2019. Dengang kørte han en af sine bedste tidskørsler, men desværre for ham mistede han alligevel 3. pladsen i en på forhånd tabt kamp til Primoz Roglic. I dag var hans 3. plads heldigvis stensikker, og med hans præstation var det vist meget heldigt, at han ikke blev jagtet af noget slovensk tempomonster.

Det var også meget heldigt, at Vincenzo Nibalis 4. plads var sikker. For tre år siden var han ellers kørt i top 10 i Verona, men i dag satte han en fed streg under det, vi har set de seneste dage, nemlig at hajen er blevet træt. Billedet af den aftagende restitutionsevne for feltets veteraner blev blot endnu tydeligere på en dag, hvor også Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo præsterede endnu svagere, end de ellers beskedne forventninger lagde op til. Det har i hvert fald været en del af læren fra dette års løb, at det er pokkers svært at holde niveau over tre uger, når man nærmer sig de 40, og at der er en grund til, at Fiorenzo Magni som Giro-historiens ældste vinder blot var 34 år og 180 dage gammel, og at Chris Froome, der vandt løbet i en alder af beskedne 33 år og 7 dage faktisk er helt oppe som nr. 5 på listen over de ældste sejrherrer, mens Ivan Basso og Alberto Contador med deres sejrsaldre på ca. 32,5 år begge er i top 9 på listen.

Det blev også endnu et søm til Emanuel Buchmanns ligkiste. Nu har tyskeren aldrig været noget tempomonster, men hans forfald står endnu tydeligere, når han endda misser top 100 på en dag, hvor en stor del af feltet holder halv hviledag. Den tredje uge, som var det eneste tilbageværende våben i hans stadig mere pauvre arsenal, endte nu som hans store svaghed, og derfor må Bora-ledelsen prise sig lykkelige for, at de valgte at opruste så stort på klassementsfronten i år. De har nemlig haft en særdeles heldig hånd med Hindley, Aleksandr Vlasov og Sergio Higuita, mens sidste års kaptajner, Buchmann og Wilco Kelderman, der i dag effektivt aflivede ideen om, at den engang så fine enkeltstart måske var kommet tilbage, bestemt ikke har imponeret i år.

Heller ikke Pello Bilbao kommer nogensinde i nærheden af sit tidligere niveau som temporytter. For tre år siden, da han toppede, kørte han i top 10 på denne enkeltstart, men i dag var han endda lige ved at miste sin 5. plads til Jan Hirt, der aldrig i sit liv har været blot tæt på at køre en god enkeltstart. Tjekken overpræsterede imidlertid markant, og selvom Bilbao faktisk kørte en af sine bedre enkeltstarter i de senere år, nåede det alligevel at blive en lille smule spændende, selvom udfaldet blev det ventede. Hirt bekræftede imidlertid, hvor langt man i den tredje uge kommer på friskhed, præcis som Nibali bekræftede, hvor kort man kommer, hvis man er træt.

Samme bevis leverede Hugh Carthy. Den langlemmede brite har i de seneste år ikke været i nærheden af den superenkeltstart, der gav ham en 3. plads på tidskørslen i Vueltaen i 2020, men i dag så vi igen tegn på den udvikling, han viste dengang. Dermed satte han en fed streg under den forrygende form, han har fundet i den tredje uge, hvor han heldigvis har vist os, at det er for tidligt at afskrive ham - noget, man ellers godt kunne blive forledt til efter hans svage 2021 og hans skuffende forår og start på løbet.

Han blev imidlertid bare nr. 11, mens Carapaz som bedste klassementsrytter blev nr. 10. Ingen af dem var med i kampen om sejren, men sådan måtte det være i et løb, hvor de tempostærke klassementsryttere i lyset af den tempofattige rute i vidt omfang havde valgt løbet fra. De to eneste favoritter med store forventninger om at vinde tid på enkeltstarten, Dumoulin og Almeida, var jo røget i svinget, og derfor kørt klassementsrytterne i dag deres eget løb, mens specialisterne kæmpede om sejren.

Den gik til Matteo Sobrero, der leverede lidt af en magtdemonstration som kulmination på en sæson, hvor han mere og mere har udmærket sig som ren tempospecialist. I alle linjeløb i år - måske med undtagelse af en enkelt god dag i Coppi e Bartali - har han nemlig været milevidt fra det niveau, han leverede i Tour de Slovenie sidste år, men til gengæld har han braget den ene gode enkeltstart af efter den anden, først i Romandiet og Budapest og i dag med et vildt ridt, der beviste, hvorfor han slog Edoardo Affini og Filippo Ganna i kampen om det italienske mesterskab sidste år. Spørgsmålet er, om vi på mere permanent basis skal til at regne Sobrero som en rytter, der reelt kun viser sig på enkeltstarterne.

Mest af alt var magtdemonstrationen dog et bevis på det, vi har set gennem hele året, nemlig at BikeExchanges målrettede arbejde med materiel og enkeltstarter er en af årets største succeshistorier. Simon Yates’ forvandling til tempospecialist kulminerede jo med sejren i Budapest, og da Sobrero, som jo i forvejen var specialist, i dag kørte feltet midt over, blev billedet fuldendt. Selv Michael Hepburn, der ikke har kørt en brugbar enkeltstart i flere år, rejste sig fra de døde med en vild præstation på en rute, der efter al logik var alt for hård til ham. Det måtte selv superspecialisten Edoardo Affini sande, da han trods sin superform blot endte som nr. 12, og han er både som klatrer og temporytter betydeligt bedre end Hepburn - i hvert fald indtil BikeExchange vendte enkeltstarterne på hovedet i 2022.

Dermed blev det også kun til én etapesejr til Mathieu van der Poel, der ellers stillede til start som etapesnes store favorit. Hollænderen, der jo aldrig rigtigt havde siddet på en enkeltstartscykel før sidste års Tour, fik alligevel ved sin 3. plads bevist, at han skal til at regnes som reel specialist, i hvert fald på ruter, der ikke bare handler om aerodynamik og watt. Han måtte dog også sande, at han stadig ikke skal regnes som en del af den absolutte elite, for han blev trods alt slået af to reelle specialister.

Den ene var Sobrero. Den anden var Thymen Arensman, der igen satte en fed streg under, hvor meget han har udviklet sin enkeltstart i denne sæson. Sidste år blev han nr. 3 på den afsluttende enkeltstart i Vueltaen, men det var i et tempofelt, der var betydeligt svagere end dette. Efter de lovende præstationer i Tirreno og Budapest viste han i dag, at Holland har fået en ny meget komplet klassementsrytter, hvis de endegyldigt må sande, at Dumoulin aldrig genfinder fordums styrke.

I virkeligheden kunne man have taget Bauke Mollema med i den ligning, hvis ikke hans forbedrede enkeltstart var kommet på et tidspunkt, hvor han for længst har toppet. Også dette løb har jo sat en fed streg under, at han er langt fra fordums styrke, men til gengæld er han i denne sæson pludselig begyndt at køre enkeltstarter på et helt nyt niveau. Det er svært at sige, hvorfra det pludselig er kommet, men i dag kørte han noget, der minder om sit livs enkeltstart.

I den forstand kan han minde om Magnus Cort, der under sidste års Tour nærmest ved et tilfælde i en høj alder fandt ud af, at han kan køre enkeltstart. Siden da har han etableret sig i tempoeliten, og det bekræftede han i dag. Ganske vist var han langt fra den vilde 2. plads i Vueltaen, hvor han var meget tæt på at køre lige op med Roglic, men med tanke på de åbenlyse formmangler, vi har set i dette løb, var dagens præstation på en meget hårdt rute yderst lovende.

I det hele taget var top 10 præget af ryttere, der pludselig er begyndt at køre gode enkeltstarter. Det er nyt for Mollema, Van der Poel og Cort, og det er også nyt for Mauro Schmid og Ben Tulett. Ingen af de to talenter havde forud for denne sæson vist blot skyggen af tempoevner, men med dagens fornemme præstationer på en rute, der dog også tilgodeså deres alsidighed mere end en klassisk tonserrute, fik vi efter de lovende præstationer både i Budapest og tidligere på foråret vel det endegyldige bevis på, at de skal med i puljen over ryttere, der kan køre med om sejren på enkeltstarter. I den pulje har vi længe haft Tobias Foss, der jo sidste år meldte sig ind som en af de helt store specialister, særligt i Baskerlandet og i Giroen, og selvom han i dag endte som en hæderlig nr. 8, var resultatet så langt fra det, 2021-udgaven af ham havde leveret, at det blev endnu en streg under et løb, der bare gik helt i vasken for nordmanden.

Heldigvis behøver han ikke avanceret kikkertudstyr for at finde en rytter, der kan bevise, at man sagtens kan rejse sig efter en svær periode. Han skal såmænd bare kaste et blik op på det podium, der for et par timer siden kronede de tre bedste i årets italienske cykelrundtur. Da Hindleys skifte til Bora blev annonceret, fik det ikke megen opmærksomhed, for hans svage 2021-sæson kombineret med den lidt billige baggrund, der var rammen om hans 2. plads i den historisk svagt besatte corona-Giro i 2020, havde nemlig katapulteret ham langt væk fra cykelsportens rampelys.

Det tog ham blot tre uger at komme tilbage, og denne gang bliver han der formentlig for bestandigt. I går gav han nemlig Carapaz så eftertrykkeligt bøllebank, at vi fremover skal til at regne ham som en af verdens allerbedste bjergryttere. I dag fik han så bevist, at han nu pludselig også kan køre en ganske hæderlig enkeltstart. Hvis han for tredje gang skulle få fornøjelsen af at starte Giroens sidste enkeltstart i lyserødt, er det i hvert fald ikke længere helt så givet, at den nu komplette og engang så rene bjergrytter bliver henrettet med samme selvfølgelighed, som Geoghegan Hart gjorde det på den oktoberdag i Milano for halvandet år siden.