Løbet i 2015 var så vidt jeg husker mit første rigtige løb, og min bror havde udfordret mig på 110 km, hvilket jeg aldrig havde tilbagelagt på det tidspunkt.

 

Det blev en hård, men rigtig god dag, hvor jeg kom helt smadret og meget glad i mål. Jeg endte meget overrasket med en placering som nr. 9 i min aldersgruppe, og i den øverste tredjedel af alle kvinder, og med det resultat blev min lyst til at køre ræs for alvor vækket den dag, for det så da ikke helt håbløst ud, når jeg i mit første løb, og med få måneders træning kunne ende i den sjove ende af “klassementet”.

Fyen Rundt er udover at være et motionsløb også et UCI-løb, hvor de professionelle cykelryttere kører med, hvilket giver ekstra sjov, hvis du spiller på dem hos f.eks NordicBet, så er det lidt ekstra spænding, når du kommer i mål og skal se profferne. 

 

 

 De følgende år til Fyens Rundt, har det hvert gang været målet at forbedre mig, og det er gået lidt op og ned, som det jo gør i den her verden.

 

Bedst gik det sidste år, hvor tingene bare flaskede sig, og jeg kom hjem med ny PR og som nr. 5 i min aldergruppe. Jeg kunne have fløjet over stregen den dag, hold nu op det var stort, da det med 5 km tilbage gik op for mig, at jeg ville holde hjem, hvis jeg vel at mærke ikke punkterede. Jeg krydsede fingre, og gav den alt hvad jeg havde hjem mod Munke Mose.

 

Her ventede min mand og søn, der sammen havde været ude på Magnus første løb (70km) med succes, så alt i alt var det en stor dag for cykelmosteren.

 

 

Fyens Rundt 2019 - cykelmosteren på mentalt arbejde

 

 

Årets udgave af Fyens Rundt var jeg nødt til at gå ind til med et andet mindset end sædvanligvis, hvor jeg som sagt har sat mig op til, og forberedt mig på at give den alt hvad jeg havde. Men af flere forskellige årsager havde jeg simpelthen ikke kræfterne til at køre ræs i år.

 

Efter et forår med fuld drøn på med coach og struktureret træning, og nye projekter i samarbejde med blandt andre Visit Vejle op til Grejsdalsløbet, kunne mine egne forventninger til endnu et Fyen Rundt med fuld gas og ny PR sagtens have været tårnhøje, og jeg kunne da også høre på nogle af dem jeg mødte inden løbet, at de forventede et vist niveau af cykelmosteren.

 

Men sådan skulle det ikke være denne gang... og den omstilling var faktisk ikke så nem. Det tog en del samtaler med mig selv at give slip på forventningerne, og acceptere tingenes tilstand - jeg var simpelthen for træt. Nok i virkeligheden mest mentalt.

 

Efter at have ligget syg 10 dage umiddelbart efter Grejsdalsløbet, og føle at 4 måneders hårdt arbejde var skyllet ud med badevand og snotpapir, og efter en sommer med en del forandringer i mit liv bestående af truende overgangsalder, med tilhørende humørsvingninger og overvejelser over hvad den fase af livet kommer til at bringe (ja - det er jo en kvindeblog, det her ;-)), samt det faktum at vores søn er draget på efterskole, hvilket også kan mærkes følelsesmæssigt når man er moren, havde jeg simpelthen ikke det mentale overskud det krævede at presse mig selv afsted til ræs efter nye rekorder.

 

Med det manglende mentale overskud forsvandt troen på at det kunne lade sig gøre iøvrigt også med det samme, skulle jeg hilse at sige...

Med hvad kunne så lade sig gøre?

 

 

CANYON var klar... men hvad med cykelmosteren??

 

Kunsten at få en god dag på trods

HELDIGVIS kan cykling så meget mere end fuld gas, ræs mod ny PR og max pres på krop og hoved, og HELDIGVIS var jeg endnu engang i super godt selskab, da jeg i år var sammen med de andre ryttere fra TEAM MOTIONSFELTET (PREMIUM), der havde været så heldige at vinde lodtrækningen om et startnummer.

 

Planen blev at finde en god gruppe at køre i sammen med Lene, og ellers tage turen i det tempo krop og hoved ville være med til på dagens 105 km.

 

Det skulle nok blive en god dag!

 

 

  

Lige omkring kl.10 stod vi klar i startboksen, med næsen den forkerte vej!!

 

 

Da der i år var lavet helt nye ruter ud over den nordlige del af Fyn, gik Masterstarten i modsat retning end vi var vandt til.

 

Kunne det nu gå an?

 

 

Det kunne godt gå an.

 

Vi kom fint og sikkert ud af byen, og da løbet blev givet frit, fandt Lene, Jakob og jeg hurtigt ind i et rigtig fint samarbejde. Feltet smuttede afsted, og vi lod tingene køre i vores eget tempo.

 

Lige noget der passede en lettere humørmæssigt udfordret cykelmoster på langtur.

 

Faktisk lå vi snorlige kilometer efter kilometer og kørte rundt i en god og jævn rytme - HERLIGT!

 

 

Ingen ord - bare cykle, slå overetagen fra og lade kroppen tage over. GOOD VIBES ONLY!

 

105 km og 3 mand = en del føringer

Uden ord, var vi som sagt enige om at deles om arbejdet i dag, og det giver sig selv, at det betød jævnlige føringer.

 

Jeg er ikke helt klar over, hvor stærkt vi havde kørt efter 50 km, for jeg brugte ikke meget tid på at tjekke tal og computer denne gang. Mit bedste bud er et par og tredive i snit, og faktisk meldte den første spæde træthed sig nu, og hermed blev føringerne lidt hårdere og lettelsen det større, når jeg igen og igen trak om i tredje position bag Jakob.

 

Lene var drøngodt kørende i dag, og trak ind imellem fra uden at opdage at vi andre ligesom var væk.

 

Jeg husker det som ude omkring Aarup/Ørsbjerg, at hun udbryder: “I var jo væk!”.. Jo tak, med hundredehalvfirs i puls.

 

På et tidspunkt, jeg husker ikke helt hvornår, melder jeg ud, at jeg hvis jeg dør nu (altså ikke sådan rigtigt dør), skal de andre bare køre, for Lene kan øjensynligt køre jorden rundt i dag uden problemer. Det viser sig dog, at Jakob og så var ved at være en smule mør, og vi holder sammen.

 

På den falske Vissenbjergbakke (bakkespurten var lagt på en anden bakke i år!!) var der pænt udsolgt for mit vedkommende, men mine tro følgesvende ventede pænt på toppen til jeg fik moslet mig til op - stadig 30 km hjem!!

 

TAK for tålmodigheden!

 

GODT SÅ! Hjem skulle vi jo, og vi fik holdt sammen på tropperne til stregen, hvor Lene stod for de fleste og længste føringer, og jeg må indrømme at jeg synes, det var rart at være i mål, da en lille lækker krampe havde ligget på lur de sidste 10 km.

 

 

HMMM... Den form der, må der vist arbejdes lidt på igen, når overskuddet kommer tilbage. Nå, men pyt med det med formen, det skal nok komme igen en anden dag, og desuden havde vi havde faktisk en rigtig god tur, synes jeg.

 

Tingene kørte bare, vi punkterede ikke, og det var der godt nok mange andre der gjorde. Vi kom glade og mere eller mindre trætte i mål, og så kan man vel ikke bede om meget mere.

 

Resultatet i form af tal for dagens anstrengelser blev som følger:

 

 

Og den nye rute?

 

Tjaaa, jeg ved ikke om det bare var mig, der ikke var så let at imponere i dag, men jeg synes måske den var en smule kedeligere end den gamle. Der var ikke rigtig nogen momenter, der som sådan gjorde indtryk på mig, og jeg synes den flyder lidt sammen for mig. Og så var det lige det der, med den falske Vissenbjergbakke, den skal jeg lige tygge lidt på.

 

Nå... Nok om det, for som sagt havde vi jo en rigtig god tur i vores lille velkørende trekløver.

 

Nu var der blot tilbage at spise burger og hygge lidt, inden jeg skulle hjem og køre knægten på efterskole, for min mand var travlt optaget med at stå vagt ude på ruten og rydde op efter alle os andre.

 

Vi fandt nogle af de andre ryttere fra TEAM MOTIONSFELTET og slog os ned ved et bord inde på Cykelbanen, for nu væltede regnen med.

 

 Desværre var min burger en noget smattet én af slagsen, og jeg gav op på den, den var lunken og faktisk ikke rigtigt værd at spise, så jeg drak bare min cola, takkede for en god dag på cyklen, og vendte snuden hjemad mod Vestfyn.

 

En ting, der måske kunne overvejes til næste år, var også at servere alkoholfri øl, for selv om jeg ikke drikker alkohol, kan jeg rigtig godt lide en kold øl, når jeg er færdig med at cykle. Hvis man som mig har tømt lommerne undervejs for GELS og müslibarer, kan det være rart men noget koldt at drikke, der ikke er sødt, ovenpå dagens strabadser.

 

Hjemme i Assens igen var jeg nær aldrig kommet ud af bilen, da den truende krampe fra de sidste kilometer af løbet så sandelig meldte sin ankomst nu. HOLD NU OP, jeg måtte nærmest kravle ind, inden den slap igen... Jeg har uden tvivl været et ynkeligt syn, da jeg stod og jamrede i carporten!

 

Iøvrigt var der lige en sidste lille detalje, der skulle på plads... I regnvejr!

 

 

Nå, hvad pokker - det var klaret på et kvarters tid.