Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstart, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerner til at skippe de traditionelle løb i sportens kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

 

På mindre end et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed - af mange ingen uden grund betragtet som sportswashing - var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

 

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb viste sig at være genial, idet det skabte en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte inviterede de samme hold og havde et stort overlap af ryttere. Du kan finde din odds bonus, hvis du ønsker at spille på Muscat Classic. Alligevel var der en stor forskel på de to løb, og det var vidt forskellige ryttere, der dominerede i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

 

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet blev skabt af vinden, der ofte førte til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte forblev i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, var det andet ASO-løb i Arabien domineret af klatrere.

 

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og navne som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Joaquim Rodriguez og Cadel Evans udkæmpede for år tilbage nogle mindeværdige slag på de omanske stigninger.

 

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativt flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en flot forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

 

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr foran Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Froome, Contador, Nibali, Evans og Rodriguez, hvis dyst blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet atter tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

 

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det en smuk afslutning på en unik del af kalenderen.

 

I årene 2013 og 2014 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og det indvarslede en ny epoke. I de seneste år har man nemlig klart tabt slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve, der begge køres i samme periode. Hovedårsagen er formentlig det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og i 2016 havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

 

I 2017 fik kalenderen endnu en rystetur. Tour of Qatar blev aflyst, men i stedet blev Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og afholdtes nu i ugen efter Tour of Oman. Samtidig fik det WorldTour-status, mens det aldrig var på tale for løbet i Oman, der i stedet har været truet på dets eksistens. Det er lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour have været en styrke. Også det nye løb havde en stor bjergafslutning, og dermed appellerede de to løb til de samme ryttere. Med et par dages restitution mellem de to begivenheder syntes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og da Dubai Tour overtog den ledige plads fra løbet i Qatar, var der atter en sammenhængende løbsblok over tre uger i Mellemøsten.

 

Desværre havde Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det var derfor ikke muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kørte begge løb, og da det var løbet i Abu Dhabi, der var højst i hierarkiet, stod Tour of Oman ligesom i både 2017 og 2018 tilbage som en stor taber. Således lykkedes det i 2018 ikke at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det var hovedsageligt Vincenzo Nibali, Rui Costa og Miguel Angel Lopez, der kastede stjernestøv over løbet - i hvert fald set ud fra en etapeløbsvinkel. Til gengæld har løbet fået en renæssance i forhold til sprintere og klassikerryttere, der med flytningen af løbet i Dubai havde fundet et ekstra incitament til at tage en ekstra uge på Den Arabiske Halvø.

 

Helt galt gik det i 2019. Her blev den tidligere så omfangsrige mellemøstlige kalender reduceret yderligere med beslutningen om at slå Dubai og Abu Dhabi Tour sammen til det nye og meget ambitiøse UAE Tour, der nu er udvidet til syv dage og en del af WorldTouren. Det reducerede ganske vist antallet af løbsdage i regionen til 13, men egentlig burde det have haft en gunstig effekt på løbet i Oman. En klog beslutning om at flytte begivenheden, så det nu sluttede tre dage inden starten i emiraterne, burde have skabt en perfekt synergi mellem de to løb, der endda begge appellerer til klatrere. Det lykkedes imidlertid slet ikke, og faktisk var kalenderændringen nærmest en katastrofe for Tour of Oman. Mens løbet tilsyneladende bibeholdt sin appel til sprintere og klassikerryttere, var Domenico Pozzovivo helt alene om at repræsentere grand tour-stjernerne, og der var næsten ingen, der havde planer om at køre begge løb.

 

Desværre synes løbet ikke at stå foran en genrejsning. Den mellemøstlige kalender har ellers fået et boost, efter at Saudi Tour blev skabt i 2020, og der er derfor igen tre mellemøstlige løb i en stærk løbsblok med appel til alle ryttertyper. Løbet i Oman er også blevet rykket, så det afvikles stort set midt imellem de to øvrige løb, men effekten er udeblevet. Faktisk var der frygt for, om løbet overhovedet ville overleve, efter at det i 2020 med meget kort varsel blev aflyst som følge af den sørgeperiode, der fulgte i kølvandet på sultanens død, og heller ikke blev afviklet i 2021, hvor coronapandemien efterlod februarkalenderen i maltrakteret tilstand.

 

I 2022 var der endelig udsigt til en stærk synergi mellem de tre mellemøstlige løb, men sådan gik det ikke. Beskedne syv WorldTour-hold var at finde i feltet, og selvom man kunne præstere enkelte topnavne som Mark Cavendish, Fernando Gaviria og Rui Costa, var det ligesom i 2019 et felt af en helt, helt anden kaliber, end da Froome og Nibali vandt i løbets storhedstid. Bedre er det i 2023, hvor man nu kan præsentere præcis halvdelen af de 18 WorldTour-løb samt Lotto og Israel-PT, der næsten er at regne som WorldTour-hold, men igen i år er stjernerne i vidt omfang blevet i Europa, og det er kun få topnavne som Mark Cavendish, Tim Merlier, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Greg Van Avermaet, Pascal Adckermann, Davide Formolo og Alexey Lutsenko, der kaster glans over begivenheden

 

I 2023 sker der også noget andet nyt. Måske i et forsøg på at gøre en tur til Oman mere attraktiv ved at muliggøre en potentiel ekstra pointhøst har arrangørerne besluttet sig at forkorte løbet fra seks til fem dage og i stedet inkludere et endagsløb, Muscat Classic, dagen inden starten på etapeløbet. Dermed er der fortsat seks dages løb i landet, men nu kan man score betydeligt flere point, end man kunne i et rent etapeløb. Om det er forklaringen på det stærkere felt, er svært at sige, men efter sidste års drama har holdene i hvert fald øget deres fokus på point ganske betydeligt.

 

Hvad arrangørerne vil med Muscat Classic i fremtiden, ved vi ikke. Af gode grunde kan de arrangere ruten, som det passer dem, og den kan variere fra år til år. De selvsamme arrangører af Tour of Oman har dog altid haft en kærlighed til genbrug af de samme finaler igen og igen, og det er da også en klassiker, der vil blive brugt til den første udgave. Helt i stil med en 2023-udgave af etapeløbet, der er historisk hård, er der i hvert fald ikke lagt op til en sprinterklassiker, men derimod en herlig sag for løbets eksplosive klassikerryttere, der vil elske et gensyn med den velkendte finale i Al Bustan, hvor så forskellige folk som Peter Sagan, André Greipel, Fabian Cancellara, Bob Jungels, Ben Hermans, Nathan Haas og Alexey Lutsenko tidligere har sejret. Om det vil være lignende typer, der vil excellere i fremtiden, vil tiden vise, men er man som puncheurtype på jagt efter gode februarkilometer, er en tur til Oman fra i år i hvert fald blevet en tand mere attraktiv, end den tidligere har været. 

 

Ruten

Som nævnt ovenfor er det, der adskiller Oman markant fra de øvrige af de arabiske lande, som har for vane at arrangere cykelløb, at de har en meget mere varieret geografi. Det har vi erfaret i Tour of Oman, der har været helt sydeuropæisk i sin variation. Det har således budt på en stort set ligelig fordeling mellem sprinteretaper, bjergdage og muligheder for klassikertyper og puncheurs, og dermed har de appelleret langt brede end de traditionelt meget sprintervenlige arabiske etapeløb.

 

Den righoldighed i terræn har naturligvis også givet arrangørerne masser af muligheder for at designe lige præcis det løb, de ville, da de skulle finde på den første udgave af Muscat Classic, men ikke overraskende har de valgt en model, der appellerer til klassikerspecialister. Sprinterne havde måske ellers drømt om, at de i et år, hvor Tour of Oman er historisk hårdt med bare én sprinteretape havde designet et sprinterløb, måske med mål på havnefronten i Muscat som erstatning for den traditionelle flade afslutningsetape, der udgår fra årets udgave af det omanske etapeløb, men sådan bliver det ikke. I stedet har man valgt, at det er de eksplosive puncheurtyper, der skal have god mulighed for at varme op til forårets endagsløb på en rute, der appellerer til dem.

 

Arrangørerne har også altid været kendt for deres hang til genbrug, og skabelsen af selve løbet må være nok nytænkning for denne omgang. I hvert fald har de valgt at genbruge en finale, vi efterhånden kender til hudløshed. Således har man designet en finale, der med sit mål i Al Bustan er en variation af en sand klassiker, nemlig en afslutning, der var fast bestanddel af Tour of Oman hvert eneste år mellem 2013 og 2019. Det er en herligt åben afslutning, der appellerer til klassikertyper, men som under de rette vindforhold også har givet muligheder for stærke sprintere, og at der er tale om en finale med ret bred appel kan man se af den meget diverse vinderliste, der tæller så forskellige ryttere som Peter Sagan, André Greipel, Fabian Cancellara, Bob Jungels, Ben Hermans, Nathan Haas og senest Alexey Lutsenko, der akkurat snød Alexander Kristoff ved seneste udgave af etapen i 2019.

 

Med en distance på 173,7 km har man designet et relativt kort løb til den første udgave, der fører feltet fra Al Mouj Muscat til Al Bustan. Startområdet er placeret ved havnefronten i den vestlige del af Omans hovedstad, Muscat, hvorfra man fra start kører mod nordvest op langs den flade kystvej. Når man når helt frem til kanten af byzonen, drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn væk fra vandet og ud gennem byens forstæder, indtil man når ørkenen. Her kører man skiftevis mod sydøst, syd og øst ad lange, lige og let stigende ørkenveje, inden man drejer mod nordøst for at køre tilbage mod Muscat ad flere lange og lige veje, der nu er let faldende. I udkanten af Muscat bliver ruten kortvarigt kringlet og teknisk, når man snor sig mod sydøst og nordøst hen langs bygrænsen.

 

Efter godt 80 relativt flade kilometer er det slut med den lette start. Her drejer man nemlig mod syd for at passere en af Tour of Omans mest kendte stigninger, Busher Al Amerat (3,5 km, 9,2%), der er en ganske jævn og stejl stigning med top efter 84,0 km. Herfra kører man kortvarigt mod syd ad et plateau, inden en nedkørsel leder mod øst ud i ørkenen, hvor man kører først mod sydøst og siden mod nordøst tilbage mod vandet ad flade veje.

 

Her rammer man efter 106,0 km en 43,7 km lang rundstrækning, hvor alle finalens udfordringer findes. Her lægger man ud med at køre cirka en halv omgang, og den indledes med, at man drejer mod sydøst for at passere Al Hamriyah (900 m, 10,1%), der starter med 500 m med 12,8%, men derefter flade ud frem mod toppen, som rundes efter 108,3 km. Fra toppen går det videre mod sydøst ad en lige og let faldende vej, som fortsætter, når man senere drejer mod nordøst for at køre næsten helt ud til vandet. Her drejer man mod nordvest for at passere løbets finalestigning, Al Jissah (1,1 km, 10,0%), der efter 500 m med 6,1% stiger med hele 11,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 125,9 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordvest og nordøst ned til havet.

 

Her når man en rundkørsel, hvor man kunne dreje til venstre og ind på den 800 m lange opløbsstrækning, men det gør man ikke. I stedet kører man hele vejen rundt i rundkørslen for nu at køre en hel omgang på den 43,7 km lange rundstrækning. Det betyder, at man med det samme kører mod sydvest op ad den nedkørsel, man netop har taget, og det sker i form af stigningen Wadi Al Kabir (2,1 km, 7,3%), der starter blødt med en kilometer med ca. 3%, men derefter stiger først med 8,3% over 500 m og slutteligt med 10,0% frem mod toppen, som rundes efter 125,9 km. Herfra går det mod nordvest med retning mod vandet ad en lige og let faldende veje, indtil man når ned til havet, hvor man vender rundt for at køre mod nord ad en let stigende vej frem til det punkt, hvor man ramte rundstrækningen.

 

Herfra kører man den del, man allerede én gang har kørt, hvorfor man med 152,0 km igen atter når toppen Al Hamriyah (900 m, 10,1%), inden det går ad de let faldende veje tilbage til Al Jissah (1,1 km, 10,0%), hvis top nås for anden og sidste gang med 169,5 km. Herfra resterer bare 4,2 km, som indledes med den velkendte og enkle nedkørsel, som leder mod nordvest og nordøst ned til rundkørslen ved vandet, men hvor man sidste gange vendte rundt her, drejer man nu til venstre mod nordvest for at køre ind på den 800 m lange og helt flade opløbsstrækning, der går hen langs vandet og frem til stregen.

 

Løbet byder på i alt 1941 højdemeter.

 

I forhold til de udgaver af finalen, vi kender, havde vi hvert eneste år mellem 2013 og 2019 afslutningen med Al Hamriyah efterfulgt af Al Jissah, og siden 2017 har man også kørt Bousher Al Amerat forinden. Det er til gengæld nyt, at man kører en omgang på rundstrækningen og dermed kører begge stigninger to gange og altså også skal over Wadi Al Kabir, når man vender rundt. Derudover plejer man at slutte et par hundrede meter længere ned ad kystvejen med et let stigende opløb, så Al Jissah altså kom lidt længere fra mål. Det gjorde man i hvert fald mellem 2015 og 2019, mens man i de to første udgaver i 2013 og 2014 fortsatte lidt længere ind mod Bustan, så man også kørte ned ad bakken igen og i alt havde 6,5 km fra toppen af Al Jissah og frem til stregen.

 

 

 

 

 

 

 

 

STREAM VUELTA A MURCIA, FIGUEIRA CHAMPIONS CLASSIC, CLASICA DE ALMERIA OG CLASICA JAEN PARAISOR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

 

Vejret

Den kommende uge i Oman ser ud til at blive varmere og varmere, men der lægges ganske moderat ud. Her venter nemlig en helt skyfri fredag, hvor temperaturen vil toppe på 24 grader ude ved kysten. Mest markant vil det være, at det vil være meget blæsende med en frisk vind (24-26 km/t) fra nordvest. Det giver skiftevis side- og medvind på den indledende tur gennem ørkenen, indtil man når frem til rundstrækningen, hvor der vil være enten mod- eller medvind. Efter kortvarig sidevind på Wadi Al Kabir vil der være mod- og sidemodvind, indtil men kort inden Hamriyah for sidemed- og medvind. Umiddelbart inden Al Jissah får man direkte modvind, hvorefter der vil være først mod- og siden sidevind på nedkørslen, inden man får modvind på den 800 m lange opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Normalt betyder et nyt endagsløb, at man aldrig helt ved, hvad man skal forvente, men sådan er det ikke med Muscat Classic. Beslutningen om at bruge en af de mest benyttede finaler i Tour of Oman gør, at vi faktisk til hudløshed ved, hvad der venter os, når de seks dagens cykelløb i sultanatet fredag skydes i gang med det nye løb. Der er ikke mange overraskelser på ruten, men den er dog en anelse hårdere end den, vi kender, når man som noget nyt skal køre en omgang på en rundstrækning. Det giver i hvert fald en ekstra passage af Al Jissah og Hamriyah samt en ekstra og ny stigning i form af Wadi Al Kabir, men da de alle kommer ret langt fra mål, kan de næppe gøre andet end at bidrage med lidt mere træthed inden sidste passage af Al Jissah, hvor slaget traditionelt er blevet slået.

 

Selvom vi altså kender finalen, kan vi ikke vide os spor sikre på, hvad der vil ske. Udfaldene har nemlig været ret forskellige. Det startede i 2013 med, at seks mand kørte væk på Al Jissah, og i en taktisk finale kørte Peter Sagan solo. Bare 11 sekunder senere kom feltet, og her havde vi en rigtig sprinter som Nacer Bouhanni. I 2014 betød meget kraftig modvind på Al Jissah, at vi højst uventet fik en regulær massespurt, der endda blev vundet af den ret tunge André Greipel, men det er også eneste gang, at vi har fået total samling igen, selvom det har været tæt på andre gange - måske også fordi målet siden 2014-udgaven er flyttet, så det kom hele 6,5 km fra toppen af stigningen, mens det siden dengang har været knap 5 km og i dette løb altså bare 4,2 km.

 

I 2015 endte det i en spurt mellem 19 mand, hvor Sagan var de eneste sprinter, men det var Fabian Cancellara, der viste sig som hurtigste mand. I 2016 var Edvald Boasson Hagen eneste sprintertype i en 18-mandsgruppe, hvorfra Bob Jungels sneg sig væk i en taktisk finale, og i 2017 lykkedes det Ben Hermans, Rui Costa og Jakob Fuglsang at køre væk på bakken, inden Hermans vandt etapen. I 2018 var der ingen sprintere i den 15-mandsgruppe, der spurtede om sejren, og hvor Nathan Haas var hurtigst foran Greg Van Avermaet og Alexey Lutsenko, mens vi i den seneste udgave i 2019 var meget tæt på en gentagelse af 2014, da Alexander Kristoff som hurtigste mand i feltet bare var 2 sekunder fra at vinde en reduceret massespurt, hvad en suveræn Lutsenko dog forhindrede ved at køre solo på bakken.

 

Scenarierne er altså forskellige. Én gang er bedste mand kørt fra alle, nemlig da Lutsenko vandt i 2019. En enkelt gang er en lille gruppe på tre mand kørt væk, og én gang har vi fået en reduceret massespurt, hvad vi dog også var tæt på at gøre i 2019. Det typiske scenarium har dog været en gruppe på 15-18 mand, der enten har spurtet om sejren, eller som efter en taktisk finale har set en rytter snige sig væk til sidst, som Jungels og Sagan har gjort det.

 

I år forandrer det selvfølgelig dynamikken, at der er tale om et endagsløb. Alle hold skal således gå efter at vinde, og ingen har interesse i blot at gennemføre. Da etapeløbet, som trods alt er hovedmålet for holdene, starter allerede dagen efter, kan der dog sagtens være hold og særligt ryttere, der mest af alt bruger løbet som ren opvarmning.

 

Som Greipel-sejren viser, kan sprinterne godt være med, men det kræver, at der er kraftig modvind på Al Jissah. Det er imidlertid også, hvad vi får på denne meget blæsende fredag, for den vil stå direkte i ansigtet på stigning, på første halvdel af nedkørslen og på den 800 m lange opløbsstrækning. Det modsvares af den lidt hårdere rute, hvor det vil være muligt for holdene at gøre det hårdere tidligt, men under de betingelser er en solosejr a la Lutsenko næppe realistisk. Det bliver næppe heller tre mand, der kører væk, og meget taler for, at vi vil få en ret stor gruppe til sidst. Spørgsmålet er så, om vi får så stor en gruppe, at vi vil se deciderede sprintere, og så vi kan tale om en decideret reduceret massespurt, eller om det vil lade sig gøre at skabe så meget udskilning på de foregående stigninger, at vi alligevel får en lidt mindre gruppe. Chancen for en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk, er også mindre, når der er fuld modvind over de sidste 800 m, og når den jagtende gruppe må antages at være større.

 

Jeg vil forvente, at der er hold, der går efter at gøre det hårdt. Mit gæt vil være, at det vil være missionen for Astana og UAE, der meget vel kan tage teten og lægge et pres. Det er også muligt, at de vil forsøge at åbne løbet lidt tidligere med angreb på nogle af de første stigninger, men det bliver nok svært. Skal det ske, skal det være på sidste passage af Hamriyah, fordi den efterfølges af et længere medvindsstykke, og jeg tør ikke helt udelukke, at en gruppe kan køre væk her og holde hjem, hvis de vigtigste hold er repræsenteret. Stigningen er dog kun 1 km lang, og jeg tvivler på, at man kan få et forspring, der kan holde små 25 km. I stedet vil det formentlig være et felt, der vil ramme Al Jissah, og her tror jeg, at modvinden vil være ret dræbende for dem, der vil køre solo, ligesom det vil give sprinterne en langt bedre chance for at overleve.

 

Jokeren er sidevinden. På den indledende tur gennem ørkenen er der primært medvind, men der vil være to sidevindsstykker, nemlig umiddelbart inden første stigning og inden rundstrækningen. Da de adskilles af medvindsstykker, er det faktisk muligt, at vi kan se varige forskelle i vinden. Min erfaring med sidevindskørsel i Oman er dårlig, men vi har set det enkelte gange. Der er en lille chance for, at vi vil se ryttere tabe løbet i vinden allerede inden rundstrækningen, og et gedigent sidevindsræs vil selvsagt gøre løbet meget hårdere.

 

Jeg har været meget i tvivl om, hvor tung man skal være for at overleve, når modvinden på den ene side viser, at Greipel- og Kristoff-typer er i spil, men når den hårdere rute på den anden side kan gøre det muligt at skabe lidt tidligere udskilning. Jeg vælger dog at tro, at modvinden bliver så dræbende, at vi skal se i retning af en holdbar sprinter. Derfor prøver jeg at pege på Max Kanter. Tyskeren skuffede mig egentlig i Saudi Tour, hvor jeg slet ikke så samme fart, som vi gjorde i 2022, men i år betyder den meget sprinterfjendtlige rute til Tour of Oman, at der er relativt få sprintere til start, i hvert fald af den holdbare slags. Holdbar er Kanter imidlertid, og han burde med den kraftige modvind have en god chance for at klare disse bakker. Det er klart, at han skal af med folk som Mark Cavendish, Pascal Ackermann og Tim Merlier, hvis han skal regnes som favorit i en spurt, men chancen derfor burde også være god.

 

Det kan blive et problem, at han kan mangle noget lead-out, hvis ellers formstærke Mathias Norsgaard forventeligt falder fra, men han har i hvert fald Matteo Jorgenson hos sig, og han plejer også at være en ørn i positionskampen. Blandt de ryttere, jeg forventer i feltet til sidst, ligner han hurtigste mand, og derfor tror jeg på, at han fortsætter Movistars store succes i Mellemøsten ved at tage sin første sejr for holdet. Falder han fra, vil de kunne forsøge at spurte med Jorgenson, men han har ikke den nødvendige fart til at vinde mod de ryttere, han kan ventes at skulle slås imod. Løbet passer ikke rigtigt til klatrerne Carlos Verona og Ivan Ramiro Sosa, slet ikke med den kraftige modvind.

 

Havde der ikke været kraftig modvind, havde jeg nok haft Axel Zingle som favorit. Løbet er nemlig skræddersyet til det franske puncheurtalent, der burde være stærk på disse bakker, og som er lynhurtig på stregen. Hans holdbarhed kneb en anelse sidste år, men min fornemmelse på Mallorca var klart, at han har taget næste skridt, og han virkede i hvert fald meget formstærk fra start. Udfordringen er dog ikke holdbarheden, men om han i modvinden kan komme af med alle sprinterne. Det virker heldigvis ikke helt umuligt, og lykkes det, ligner han manden, der skal slås, når man tager i betragtning, hvor godt han spurtede på Mallorca. Går alt vel, har han endda et lead-out fra Alexis Renard, der var fabelagtig, da han satte Bryan Coquard op til sejr i Australien, og dermed står han også stærkt i positionskampen. Det kan måske endda give ham chancen for også at vinde, hvis der er sprintere med i gruppen til sidst. Cofidis har også halvhurtige Jesus Herrada, der passer glimrende til en hård udgave af løbet, men med modvinden bliver det næppe hårdt nok - slet ikke når han på Mallorca virkede uhyre formsvag, i øvrigt for andet år i træk. Løbet passer dårligt til den rene klatrer Remy Rochas, og Renard må antages at køre for den mere holdbare Zingle.

 

UAE kommer som altid med et af de stærkeste hold, og de var hel tre potentielle vindere. Jeg tilskriver Ryan Gibbons den bedste chance. Sydafrikaneren plejer altid at klatre som en drøm på denne tid af året, og selvom han ikke er så god, som da han var bedst, så han godt ud i Saudi Tour, selvom han fik ødelagt 3. etape af defekt. Med medvind havde jeg ikke været sikker på, at han havde overlevet, men i modvind vil jeg blive overrasket, hvis ikke han kommer med hjem. Blandt de potentielle overlevende bør han havde en ganske god chance for at vinde en spurt, særligt med Diego Ulissi til at køre lead-out. Han har ikke Kanters fart, men til gengæld er han mere holdbar, og efter at han i 2019 blev nr. 3 i præcis denne finale, virker det ikke umuligt, at han denne gang kan få sejren.

 

Jeg tør imidlertid heller ikke afskrive Pascal Ackermann. Det havde jeg gjort i medvind, men når Greipel kan vinde i en modvindsfinale, kan Ackermann også. Faktisk viste han jo en helt ny holdbarhed i Vueltaen sidste år, og havde han samme ben nu, ville jeg måske endda have gjort ham til favorit. Desværre skaber Saudi Tour usikkerhed, fordi han led så længe under sygdom, men hans spurt på sidste etape var da trods alt ikke nedslående, når man betænker, hvor hård finalen var. Selv i modvind er denne stigning dog et grænsetilfælde, og jeg tror, at den nye rute bliver en anelse for hånd, selv med modvind. Hvis til gengæld han overlever, vil han med et lead-out fra Gibbons formentlig være den store favorit til at vinde. Holdet sidste kort er Ulissi, der faktisk passer ganske perfekt til løbet. Desværre tror jeg, at han i modvind får svært ved at få så lille en gruppe, at han kan vinde en spurt, hvorfor han meget let ender som lead-out man for Gibbons. Holdet har også formstærke Davide Formolo, men i dette modvindsløb er det svært at se ham vinde, da han enten skal køre alene eller vinde via taktik.

 

Ag2r kommer med et stærkt kort i Andrea Vendrame, der er skræddersyet til dette løb. Hans holdbarhed er stærkt varierende med hans form, men hans top 10 i det ikke helt lette løb i Valencia tilsiger, at han ikke er helt ringe kørende. Udfordringen er, at hans spurter på flad vej synes at være knap så gode, som de tidligere var, og han får i hvert fald svært ved at slå Kanter og Ackermann, mens det i en duel med Zingle og Gibbons virker mere jævnbyrdigt. Til gengæld har han stor fordel af, at modvinden formentlig betyder, at Greg Van Avermaet og Oliver Naesen overlever, og sker det, har han vel nok det bedste lead-out af alle. Det kan gøre forskellen, selv hvis han ikke helt har den fart, han tidligere har haft. Van Avermaet har også ofte være tæt på at vinde denne etape, men selvom han så godt ud i Besseges efter en skuffende start, har jeg svært ved at se ham sidde i front uden Vendrame, og da han slet ikke er så hurtig som tidligere, som Besseges bekræftede, vil de formentlig køre for italieneren. Også Naesen vil kunne vinde i en spurt i en mindre gruppe, men han er den tungeste af de tre og også nederst i spurthierarkiet. Endelig har holdet Stan Dewulf, der som den langsomste dog ligner en ren hjælper, mens løbet slet ikke passer til Geoffrey Bouchard.

 

Jeg vil bliver overrasket, hvis Tim Merlier overlever i sit første løb for Quick-Step, for han er bestemt ikke nogen bjergged. Korte stigninger kan han imidlertid forsvare sig på, og når Greipel kan vinde, har Merlier måske også en chance, når vinden er, som den er. Uden modvind havde han været chanceløs, men nu er man nødt til at åbne døren. I dette felt er han utvivlsomt den hurtigste, og han vil derfor være favorit, hvis han mod forventning overlever. Hans form er ukendt, men da han har kørt masser af cross i løbet af vinteren, er han næppe alt for langt tilbage. Udfordringen er for ham altid positioneringen, men sidder han rigtigt, og har han overlevet, er han manden, der skal slås. Falder han fra, har holdet halvhurtige Mauri Vansevenant, men det er svært at se, at vi efter et modvindsløb kan få så hårdt et løb, at han kan vinde, og det samme gælder for Fausto Masnada og Jan Hirt, der skal alene væk i en taktisk finale, hvad de med denne vind virker usandsynligt.

 

Som sagt er Alexey Lutsenko den eneste rytter, der er kørt alene hjem fra bakken, og det er ikke tilfældigt. Kasakken har for vane at starte som lyn og torden og har taget den samlede Oman-sejr hele to gange. Sidst år vandt han også sit første løb i Jaen, men i Andalusien så vi, at han ikke startede helt så stærkt, som han plejer. Han har en ambition om ikke igen at toppe for tidligt, og derfor er der en chance for, at han ikke er så stærk i dette løb, som han plejer at være det. Uanset hvad vil han dog formentlig stadig være bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem, men det bliver meget, meget svært i denne modvind. Han kan til gengæld godt spurte, men som vi blandt andet så i Andalusien sidste år, er han ikke rasende hurtig på flad vej og næppe hurtig nok til at vinde i det felt, vi vil se i denne modvindsfinale. Holdet har naturligvis også Mark Cavendish, men med hans nuværende holdbarhed bør selv modvinden ikke være nok til at hjælpe ham her, ligesom det også vil være for hårdt for Martin Laas. Formsvage Harold Tejada passer dårligt til løbet, og det er heller ikke ideelt for U23-verdensmesteren Yevgeniy Fedorov.

 

Hvad så med David Dekker? I gamle dage havde man regnet ham som en af de holdbare sprintere, der i kraft af modvinden ville have en chance, men han har stadig alt at bevise efter sine mange styrt. Drømmen om, at skiftet til Arkea havde bragt ham tilbage på sporet, er ikke stort, for han klatrede meget skidt på andendagen på Mallorca. Med tanke på det, vi har set på det sidste, tvivler jeg stærkt på, at han har en chance, men han er omvendt også så meget en ubekendt, at han ikke kan afskrives. Overlever han, har han i hvert fald en ganske glimrende mulighed for at slå de fleste, ikke mindst fordi han har Jenthe Biermans som lead-out man. Jeg regner endda belgieren som en af favoritterne. Han viste storform med sin podieplads i den hårde finale i Valencia, hvor han i den stigende spurt kom i dobbelt fart af Edvald Boasson Hagen, og derfor burde han klare sig i denne modvind. Desværre er han ikke helt så hurtig på flad vej, og han mangler nok den sidste fart for at vinde. Løbet passer til gengæld dårligt til Arkeas klatrere, Cristian Rodriguez, Michel Ries og Nicolas Edet og til alsidige Anthony Delaplace, da de alle mangler en spurt.

 

En spændende joker er Louis Bendixen. Egentlig ville jeg have regnet dette løb som værende for hårdt, men efter at han klarede bakkerne på 1. etape i Valencia, må han have en god chance for at overleve i et modvindsløb som dette. Han er jo ganske hurtig på stregen, som han bekræftede med sin spurt på samme etape, og i et reduceret felt her bør han kunne gå efter et topresultat, selvom han næppe vinder. Et alternativ er Lasse Norman, der godt kan køre en spurt som denne, men hans holdbarhed er meget svingende, og det er helt uklart, hvad startform han har, hvorfor han næppe kommer med hjem uden Bendixen. Løbet passer ikke til Niklas Eg, og resten af truppen er i skrivende stund ukendt

 

Bora møder med Matthew Walls, der er på vej tilbage fra sit grimme styrt i 2022, men som vi så på Mallorca, bør modvinden ikke være nok til at redde ham. I stedet skal holdet formentlig satse på Ide Schelling, der efter det svage 2022 endelig lignede sig selv igen i et opløftende Mallorca. Han er nærmest skræddersyet til løbet, men desværre tror jeg ikke, at han med modvind kan få så lille en gruppe, at han har en chance i en spurt, særligt fordi han skuffede mig i den spurt, han kørte på andendagen på Mallorca. Holdets anden halvhurtige puncheurtype er Giovanni Aleotti, men han er langsommere end Schelling og satte ikke verden i brand i Australien. Holdet har også Emanuel Buchmann, unge Florian Lipowitz og de to formstærke Cian Uijtdebroeks og Ben Zwiehoff, men da de alle er spurtsvage vinder de næppe dette modvindsløb.

 

Intermarchés trup er i skrivende stund ret ukendt, men vi ved, at de stiller med Lilian Calmejane. På Mallorca så vi, at også han har fået en opblomstring af skiftet til det belgiske hold, og han er jo faktisk ikke helt langsom i en spurt. Han lider dog voldsomt under modvinden, og det er svært at se et så hårdt løb, at han kan vinde. I stedet skal holdet måske satse på, at sprinteren Arne Marit kan overleve. Egentlig er han ikke helt uden holdbarhed, men hans 2022 var en regulær katastrofe, og han skal vise helt nye takter, hvis han skal med hjem. På baggrund af det, vi så i 2022, er det også lidt svært at se ham vinde en spurt her. Mere holdbar burde i teorien være den halvhurtige Tom Paquot, men hans holdbarhed er stærkt svingende, og farten rækker næppe hele vejen.

 

Lotto er et af de hold, der lider meget under modvinden. Løbet passer egentlig godt til halvhurtige Maxim Van Gils, der startede som lyn og torden i 2022, men han kan ikke vinde en spurt mod de ryttere, der kan tænkes at overleve her. Deres to hurtige folk er Rüdiger Selig, der er for tung, og Michael Schwarzmann, de med alderen er blevet næsten lige så tung, go det er svært at se, at de kan komme med hjem. Løbet passer med modvind dårligt til spurtsvage Sylvain Moniquet og Eduardo Sepulveda, og der er stadig ikke noget, der peger i retning af en genfødsel af den hensygnende Arjen Livyns, hvis spurt heller ikke er god nok.

 

Bingoal kommer med en formstærk Alexander Salby, men denne rute bør være for hård for den hurtige dansker. I stedet er det mere realistisk at nyprofessionelle Luca Van Boven i kraft af modvinden klarer den. Han havde en ganske flot 2022-sæson, hvor han både klarede sig i hårde løb og endda deltog i massespurter. Derfor kunne han måske lave et resultat her. Holdet har også den klatrestærke Lennert Teugels, der er deres mest holdbare mand, men han mangler noget fart.

 

I skrivende stund er det helt uklart, hvordan Human Powered Health og Kern Pharma stiller op, og optakten opdateres derfor, når deres trupper er kendt. Hos Burgos er løbet for hårdt for den meget tunge sprinter Miguel Angel Fernandez og Rodrigo Alvarez, og det halvhurtige alternativ Angel Fuentes mangler fart og på Mallorca også form, mens løbet ikke rigtigt passer til klatrerne Pelayo Sanchez, Mario Aparicio, Victor Langellotti og Alejandro Franco. Hos Ukyo er løbet for hårdt for sprinteren Raymond Kreder, mens klatreren Benjamin Prades, der ellers er hurtig, skuffede fælt i sidste uge. Hos Terengganu kan Jeroen Meijers og Jambaljamts Sainbayar sagtens blande sig i en reduceret massespurt, men de mangler fart, og løbet er for hårdt for de i Saudi Tour skuffende sprinter Mohd Harrif Saleh og Youcef Reguigui.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale. Uddybninger for de enkelte ryttere gives ovenfor.

 

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er trupperne ganske ukendte for en del hold. Optakten opdateres torsdag, når den endelige startliste er kendt.

 

***** Max Kanter

**** Axel Zingle, Ryan Gibbons

*** Pascal Ackermann, Andrea Vendrame, Tim Merlier, Jenthe Biermans, Diego Ulissi

** Alexey Lutsenko, David Dekker, Greg Van Avermaet, Louis Bendixen, Ide Schelling, Mauri Vansevenant, Lilian Calmejane, Arne Marit, Maxim Van Gils, Matteo Jorgenson, Davide Formolo

* Luca Van Boven, Tom Paquot, Giovanni Aleotti, Jesus Herrada, Fausto Masnada, Alexander Salby, Arjen Livyns, Lasse Norman, Oliver Naesen, Stan Dewulf, Alexis Renard, Yevgeniy Fedorov, Jeroen Meijers, Jambaljamts Sainbayar, Angel Fuentes, Michael Schwarzmann, Matthew Walls, Rüdiger Selig, Mark Cavendish, Martin Laas, Cian Uijtdebroeks, Ben Zwiehoff, Sylvain Moniquet, Remy Rochas

 

Danskerne

Hos Uno-X burde formstærke Louis Bendixen kunne jagte et personligt resultat med støtte fra Lasse Norman og Niklas Eg. På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Max Kanter og Matteo Jorgenson, mens Alexander Salby på Bingoal som nævnt ovenfor skal forsøge at overleve stigningerne og måske gå efter et resultat, hvad der dog ser svært ud.