Giant Propel Advanced Pro 0 DI2 2025 er en særdeles god allround landevejscykel, der yder aerodynamik i verdensklasse, høj effektivitet og god komfort. Cyklen er forsynet med alt hvad den kræsne konkurrencerytter kræver af udstyr – herunder powermeter, elektronisk gearskift og lækre karbonkomponenter. Ikke mindst gør den meget fornuftige pris cyklen yderst attraktivt.

Skrevet af Thomas Lau Christiansen
Giant Propel har altid har været forbundet med høj aerodynamik og fart og effektivitet – og alt det fortsætter den med at gøre til perfektion. Den opgraderede udgave af cyklen er optimeret over hele linjen for at give den bedste ydeevne til dem, der elsker fart og et hurtigt sprint. Feltet.dk har haft cyklen til test – læs med her for at få indblik i hvordan cyklen klarer sig.
Fakta
Pris: 50.999 danske kroner
Størrelser: S, M, ML, L XL
Farve: Ocean Twilight eller Mercury
Power meter: integreret
Gear: Shimano Ultegra DI2 12speed
Hjulsæt: Giant SLR 1 50 Carbon Disc
Aerodynamik og køreoplevelse i særklasse
Propel Advanced Pro 0 2025 er en aerodynamisk cykel, der følger en moderne udvikling indenfor kategorien af aerodynamiske cykler. Giant har holdt fast i aerodynamiske egenskaber med blandt den karakteristiske kammtail-rørudformning, det nye Contact SL Aero-styr og integrerede flaskeholdere. Dog er cyklen gjort mere allround og alsidig ved at gøre de aerodynamiske rør smallere og slankere og dermed også lettere. Overordnet set bidrager det til øget effektivitet i mere varieret terrænet.

Propel Advanced Pro 0 DI2 er stiv og responderer hurtigt, når der bliver trådt i pedalerne. Man fornemmer tydeligt stivheden i cyklen, og de stående accelerationer gøres til en leg. Oplevelsen af at den power, du leverer i pedalerne omsættes optimalt til fart, når du enten har en målstreg du skal først over eller en fart, der skal op igen efter et skarpt sving, gør cyklen effektiv og ikke mindst rigtig sjov at accelerere og spurte på.

Det er ikke kun i accelerationerne cyklen leverer et højt niveau, men også på strækninger, hvor der skal leveres power i længere tid. Cyklen er hurtig, holder en god høj fart og skærer effektivt igennem når der kommer modvind. Uanset om der er tale om en kort eller længere sprint eller et soloudbrud får du et stærkt våben i Propel Advanced Pro 0.
At cyklen er gjort en anelse mere allround, betyder også at du med et lavprofil-hjulsæt kan gøre cyklen kampklar til de høje bjerge. SLR1 50 mm hjulsættet, som cyklen er født med, er perfekt til de danske bakker og varierede terræn. Hjulsættet er hurtigt og stabilt i høj fart samt når der skal tages skarpe sving. De er et godt match til cyklen, lever høj effektivitet og kvalitetsmæssigt ligger i den gode ende af hjulsæt i mellemklassen.

Geometri, komfort og gode indstillingsmuligheder
Som rytter med en højde på 180 cm ligger jeg på grænsen mellem to størrelser. Giants størrelsesguide vurderede, at jeg med mine relativt lange ben og korte overkrop skulle vælge den mindste model – en medium. Et helt rigtig valg. Cyklen har i mit tilfælde haft en tilpas kompakthed og aggressiv køreposition.
I en størrelse medium kommer cyklen med en stack på 545 mm og et reach på 388 mm. Den har en saddelrørsvinkel på 73,5 grader, en kronrørsvinkel på 73 grader samt en akselafstand på 980mm og med kædestræbere på 405 mm. Cyklen er nem at indstille til den enkelte rytter, og den kan gøres mere eller mindre race-orienteret. Contact SL Aero-styr er et todelt cockpit, som giver mulighed for rytterspecifikke tilpasninger, og der er rigeligt med spacere under frempinden til at finde en optimal højde på styret.

Til trods for cyklens høje stivhed og overvejende konkurrenceorienterede geometri er cyklen virkelig komfortabel at køre på. Der er fundet en god balance mellem skarp samt hurtig styring og god stabilitet ved høj fart. Der er plads til 32 mm dæk, hvilket ligeledes kan bidrage til øget komfort og cyklen er forsynet med en fornuftig saddel.


Et flot og elegant look
Giant Propel Advances Pro 0 er en virkelig flot og elegant cykel. Den er lige så hurtig, som den ser ud, og selvom den er spækket med aerodynamik, er den let i sit udtryk med sine forholdsvist tynde og smalle rør. Contact SL Aero-styret med sin skjulte kabelføring samt de integrerede aerodynamiske flaskeholdere gør, at cyklen får en lethed over sig. Den blanke mørkeblå farve med det grå Giant-mærke er et flot farvevalg, som giver cyklen et enkelt og moderne look.


Konklusion
Giant Advanced Pro 0 DI2 er en cykel, der er et effektivt våben til det danske terræn med vind, lange flade strækninger og kortere bakker. Med et andet hjulsæt ville jeg ikke tøve med at tage denne cykle med til de høje bjerge. Cyklen henvender sig til den mere seriøse motionist eller cykelrytter, der ønsker en højt ydende landevejscykel med fokus på fart, aerodynamik og komfort, uden at man skal sprænge budgettet. Det er en cykel, der lever på til ”value for money-begrebet”, da du få en virkelig god og effektiv cykel spækket med gode komponenter, integreret powermeter og elektronisk gearskift. Og netop prisen gør cyklen attraktiv på markedet blandt andre cykler med samme kvalitet og udstyrspakke.

Karakter: 10/10