Her vil vores udstyrsredaktør Morten Andersen fortælle om hans rejse mod det italienske løb Maratona Dles Dolomites. Du kan få et solidt indblik i at passe op til 10 timers træning ugentligt ind i en travl hverdag, i selve træningen og det at arbejde med en cykeltræner for første gang.

Du kan også samle nogle fif op til egen træning.

Du kan også læse om udstyret som bliver brugt til projektet og få et indblik i hvilke overvejelser man kan gøre sig omkring grejet, når der står masser af træning og et langt bjergrigt løb på menuen. Vi har fået en række af vores spændende partnere til at være med.

Så er det blevet tid til en update på min første dag i Dolomitterne.

Jeg har været så heldig, at Alta Badia - værtskommunen for Maratona Dles Dolomites - har inviteret mig ned og se lidt på stigningerne og opleve området før selve løbet.

Det siger man naturligvis ikke nej til, så torsdag fløj jeg til München og dernæst til Italien.

Planen for dagene er at få kørt en masser kilometer og få nogle lange dage i stængerne for at arbejde lidt med udholdenheden. Der er ikke altid let at få de rigtig lange træningsture til at harmonere med familielivet derhjemme, da de i sagens natur er nødt til at lægge i weekenderne, hvor tiden med den bedre halvdel og børnene jo naturligvis prioriteres højt.

Derfor er det her en fed mulighed for at køre nogle lange dage og især til at få nogle højdemeter på.

Ankomst i regn

Jeg ankom torsdag først på eftermiddagen til regn. Øv - er der nogen steder, hvor regn gør en kæmpe forskel for en cykelrytter, så er det i bjergene.

Jeg valgte derfor at vente et par timer med at køre ud, da det så ud til, at det ville holde nogenlunde tørt i et par timer. Planen var at strække benene ud af dalen og så prøve ’at få bjergben’ på en nærtliggende stigning; Valparola. Stigningen starter faktisk så småt allerede fra nabobyen, da det stiger ret meget op til selve startbyen. På den måde er den næsten 14 kilometer med små 6% i snit.

Jeg har en tendens til at have brug for en dag til at vænne benene til at køre opad, så planen var at se, om det kunne lade sig gøre at få et bedre udgangspunkt for de to rigtige træningsdage lørdag og søndag.

Egentligt gik turen fint nok. Benene var sløje efter en lang rejsedag, men det var forventeligt. Noget andet var, at jeg havde været lidt skødesløs og regne med at regnen ikke ville komme tilbage. Valparola var nemlig dækket af skyer hele vejen op og på toppen i over 2000 meter begyndte det at regne.

Derfor var jeg ret våd, da jeg kom retur og fik lidt panik på for at få tørret sko! En lille reminder om hvor lunefuldt vejret kan være i de høje bjerge!

Ud og kigge på Passo Giau

Fredag var så første reelle træningsdag. Alta Badia gør virkelig meget ud af at passe på deres cykelturister, så jeg havde på forhånd downloadet en række detaljerede ruteforslag fra deres hjemmeside, ligesom jeg fik et kort med alle ruterne tegnet ind ved ankomst.

Og der er nok at vælge imellem hernede, skal jeg hilse at sige. Alt fra navnkyndige monsterstigninger fra Giro’en til mere moderate af slagsen.

Jeg var blevet anbefalet at prøve kræfter med Passo Giau, hvilket er den næstsidste stigning i Maratona Dles Dolomites. Den er 10 kilometer lang og stiger 10% i snit. Så det er uden tvivl en af dem der niver lidt.

Hotellets ejer er selv cykelrytter og arbejder for ’Dolomites Bike Team’ som hver dag guider besøgende rundt i området og sammen fandt vi en god måde at sammensætte en fornuftig tur.

Planen var at køre igennem dalen, bestige Passo Campolongo, som også er første stigning i løbet (den dag skal den bare køres to gange!). Den er 5,8 kilometer og stiger med 6% i snit. Dernæst køre igennem nogle lange dalstykker med skiftevis faldende og stigende terræn til Passo Giau.

Herefter ramme den sidste stigning Passo Palzarago, som er 11,5 kilometer med 7% cirka.

En tur på små 90 kilometer med cirka 2500 højdemeter.

På med Assos-tøjet

Efter morgenmaden hoppede jeg i Assos-tøjet og gjorde mig klar. De lokale var ret sikre på vejret, hvilket ofte er meget mere sikkert end de prognoser meteorologerne disker op med, så det tegnede godt.

Alligevel, klog af skade, besluttede jeg mig for at pakke rigeligt med tøj, så jeg ville kunne tage en regnbyge og stadig være kørende efterfølgende.

Dagens kit bestod af de nye T.Equipe EVO bibshorts, som giver fremragende støtte med en god pude. Hernæst et baselayer til at holde kroppen tør under den nye T.Mille-jersey.

Løse knæ og ærmer er også et must og som kronen på værket, valgte jeg at smide den nye regnjakke ’Schlosshund’ i baglommen i stedet for en vest.

Årsag: Jeg skulle køre flere ret lange nedkørsler fra over 2000 meters højde og selv om det fra morgenstunden var ret varmt i dalen, så er det stadig koldt på toppen og ikke mindst, når man suser nedad.

Her er jakken genial. Den er kraftig nok til at holde al vind og regn ude og give fremragende beskyttelse, men den er også pakbar nok til at hvis den foldes rigtigt, så kan den snildt være i en baglomme. Desuden er den orange og gver masser af synlighed, sådan at jeg ville være nem at se, hvis nedkørslerne skulle være tågede som dagen før. 

Se mine overvejelser om tøjvalg her:

Fede stigninger og det smukkeste område

Hvordan var dagen så? Kort sagt; ret fantastisk!

Området er overvældende smukt. Det er ikke for sjov, at det har fundet vej til UNESCO’s verdensarvsliste.

I alle dalene og på de lavtliggende bjergsider er alt grønt og frodigt, mens de nøgne klipper giver en dramatisk underlægning i baggrunden.

Når man nærmer sig toppene, bliver det hele nemlig lidt mere råt og bliver således en meget god indikator for hårdheden der er i området også.

Stigningerne er nemlig hårde og som oftest med ret skarpe procenter.

De danske ben skulle da også lige i gang og vænne sig til den anderledes kørsel, hvor man sidder meget mere oprejst og arbejder, end man gør derhjemme, hvor det jo ofte handler om at sidde kompakt og snyde vinden.

Jeg må også bare erkende, at jeg skal bruge en dags tid på at få rytmen ind i kroppen, så jeg kan klatre fornuftigt.

Jeg var på ingen måde dårligt kørende, men følte mig omvendt først i hopla på den sidste stigning.

Der var ingen problemer med at holde mine watt og sigte efter 230-240 watt dagen igennem.

Der er ingen tvivl om, at Maratona bliver en udfordring, selv hvis man er i god form. Her skal køres næsten 150 kilometer, så altså en del mere end i dag.

Turen tog 4½ time cirka og ramte lige under 2500 højdemeter. Jeg kunne godt have kørt længere, men med tanke på morgendagen, valgte jeg at holde det der.

Tøjvalget var også fornuftigt og især kan jeg ikke rose Schlosshund-jakken nok. Alle nedkørslerne var ret kolde, men jakken formår at holde én varm og komfortabel. Den ryger helt sikkert med igen!

Coach tjekkede også lige op om aftenen med dessiner om at køre nogle 15-20 minutters intervaller på næste dag og til en snak om hvordan denne dag bedst kunne gribes an træningsmæssigt.

Planen er at køre nogle lange intervaller som sagt og så se om jeg ikke kan få mange timer i benene for at træne styrken på stigningerne og udholdenheden.

Jeg opdaterer igen fra næste dags træning - vi ses der.

I mellemtiden kan du se og høre lidt fra første træningsdag her:

Læs hele beretningen om vejen til Maratona:

Vejen til Maratona

Vejen til Maratona - kapitel 1: Syrebad hos Cyclo Position

Vejen til Maratona - kapitel 2: Watt i skuret

Vejen til Maratona - kapitel 3: Maveinfluenza - og hul igennem til benene