Maratona dles Dolomites er nok Italiens svar på La Marmotte, og det køres også dagen efter, men til forskel fra La Marmotte køres Maratona dles Dolomites i højere højder, og der er flere og stejlere bjerge. Til gengæld er det 40 kilometer kortere.

Maratona dles Dolomites er virkelig godt organiseret, alt fra startbokse, depoter, hoteller og til det mest fantastiske, 100 procent lukkede veje! Hvilket ellers ikke fås ret mange andre steder. Så man virkelig får muligheden for at køre ned af bjergene uden at skulle tænke på biler. Det var en stor oplevelse at prøve.

Depoterne er ligeledes rigtig gode, der er tæt på alt i dem, og der er nok af dem. Plus hvis man gerne vil hurtigt videre, så langer de også til en.

Hotellerne i området er helt sikkert gearet til det, de har special menu aftenen før samt tidlig morgenmad til rytterene - i hvert fald på Hotel Kolfuschgerhof.

Klokken var 5.00, da vækkeuret ringede, på med cykeltøjet og ned og spise morgenmad. Ved 5.30 tiden kørte jeg ned fra byen Calfosch, nedad Gardena-nedkørslen til starten i La Villa - i 1436 meters højde.

6.00 ankom jeg til starten, hvor jeg stod som nummer 600-800 stykker ud af 9.000 ved starten. Så var vi klar.

Af sted - og opad!
Starten gik i halvkøligt vejr, våde veje og en del tåge. Men varmen fik man hurtigt, eftersom det gik opad lige fra start. Efter fire kilometer let stigende terræn begyndte bjerget Passo Campolongo (5,8 km, 6,1 %, max 11 %, top i 1875 meters højde).

Der var en del trafik i starten, selvom jeg startede langt fremme. Der var mange ryttere, som kørte forbi mig, og jeg kørte også forbi mange ryttere selv. På vej op af Campolongo, som ikke er en rigtig hård stigning, og med den stemning der var fra start, kom jeg fint frisk over.

Derfra en kort nedkørsel hvorfra det direkte gik fra nedkørsel til opstigning op ad Passo Pordoi (9,2 km, 6,9 %, max 10 %, top i 2239 meters højde). Pordoi-stigningen er lige det hårdere end Campolongo, da den er en del længere og noget stejlere. Cirka halvvejs på Pordoi overhalede jeg ingen andre end Miguel Indurain, som ikke helt kører så stærkt mere. Hurtigt gik det i hvert fald ikke.

Hen over toppen af Pordoi gik det kortvarigt nedad igen, inden det var direkte op ad Passo Sella (5,5 km, 7,9 %, max 12 %, top i 2244 meters højde), løbets højeste punkt. Sella er rigtig hård, for selvom den ikke er så lang, så er den modbydelig stejl. Cirka en tredjedel oppe ad Sella lå løbets første depot efter 30 kilometer, hvor jeg hurtigt fik et glas cola, en banan og fik tisset af.

Depoterne er af høj klasse, der er alt, hvad man kan tænke sig til både af drikkevarer og spise: Banan, andet frugt, kage, bar, gel, cola, vand, energidrik og meget mere.

Vi tager den lange
Tæt på toppen af Sella begyndte det at kunne mærkes i benene, at jeg havde kørt tre bjerge på lige over 30 kilometer. Uden noget fladt til at komme sig på tog jeg den med ro på Passo Gardena (5,8 km, 4,3 %, max 10 %, top i 2121 meters højde) - så meget man nu kan på et bjerg. På Gardena var depot nummer to placeret, som jeg dog kørte hurtigt forbi og fortsatte ned mod målbyen Corvara.

Der slutter den korte rute på 55 kilometer, som, selvom den er kort, stadig er meget hård og byder på fire hårde bjerge. Jeg havde dog stadig en del at skyde med, så jeg valgte at køre videre ud på ruten.

For anden gang gik turen op ad Passo Campolongo, hvor jeg igen tog det roligt, fordi jeg var begyndt at nærme mig Passo Giau, som skulle være rigtig hård. På toppen af Campolongo var dopot nummer tre, hvor jeg stoppede kort for at fylde dunke, hvilket blev gjort for mig, mens jeg fyldte lommerne med diverse frugt og kage.

Efter anden gang på Campolongo kom rutens "flade" stykke, som primært bestod af op/ned/op/ned i 25 kilometer. Så selvom jeg fandt ind i en gruppe på 40-50 ryttere, så var det minimalt, hvad der var af hvile før Passo Giau.

Midt på det flade stykke før Giau kunne man vælge blandt den mellem og den lange rute. På mellemruten på 106 kilometer kører man direkte op af Passo Falzarego, videre op af Valparola, hvor den slutter sig til den lange rute. Igen valgte jeg at køre videre ud på den lange, hvor Passo Giau var placeret inden Falzarego (fra anden side) og Valparola.

En times lidelse og krise
Passo Giau (9,9 km, 9,3 %, max 15 %, top i 2236 meters højde) er en stigning uden for kategori og med god grund. Giau blev ret præcist en times ren lidelse, fordi den aldrig flader ud. Ud over to gange 20 meter hen over to broer på de første to kilometer var den konstant 9-10-11 % hele vejen op.

Nu havde jeg kørt forholdsvis stærkt, så alle omkring mig kørte op, men jeg ved, at der senere var rigtig mange, som måtte af cyklen og gå op. På toppen var der endnu er stort depot, hvor jeg igen fik taget godt for retterne.

Fra toppen var der godt 40 kilometer til mål og med en lang nedkørsel ned mod Falzarego, var der nu håb for at se målet.

Efter 108 kilometer ramte man bunden af Passo Falzarego (11,8 km, 4,8 %, max 11 %, top i 2217 meters højde). Der kom jeg for alvor i krise, ikke fordi at det var rigtig stejlt, men fordi at skulle køre op af i næsten 12 kilometer, hvilket er rigtig langt på dette tidspunkt. Men op kom jeg.

Troede jeg.

Lidt endnu!

For på toppen af Falzerago var der et nyt depot, som - troede jeg - var sidste top, men i stedet for at køre til venstre nedad igen, så kom rytterene fra mellemruten derfra. Ruten gik to kilometer videre op mod toppen af Valparola (2 km, 9 %, top i 2200 meters højde).

Det var et hårdt slag at få, men derfra gik det 30 kilometer ned ad bakke mod målet i Corvara.

Næsten, for med under fem kilometer til mål rammer man Mur di Giat, som med 300 meter ikke burde være noget problem efter det, man har været igennem.

Men med 12 % i snit og 19 % som max, så gjorde den ondt hele vejen op. Der er et skarpt sving ind, så man starter med lav fart. Der var der mange fra mellemruten, som gik opad, mens jeg kørte forbi dem.

Den sidste kilometer var flad hen mod mål i Corvara, hvor alle, uanste rute, var rigtig glade for at se mål. Det gjaldt også mig, som efter 138 kilometer på seks timer og 46 minutter kom i mål - helt færdig. 

Emil fik rejsen, opholdet og løbsdeltagelsen betalt gennem sit medlemsskab af Team Motionsfeltet.dk. Kunne du også tænke dig at få del i de mange fordele? Så bliv medlem af holdet nu!