Ved at bruge vores tjenester accepterer du samtidig vores brug af cookies.OKLÆS MERE OM COOKIES »

Af: Torsten Brix 16.07.2018 @ 12:10

For fjerde gang har Team Rynkeby-rytteren Torsten Brix sendt sin dagbog til Motionsfeltet. Dette års tur bød på et møde med statsministeren, perfekt cykelvejr, diarre og et voldsomt styrt.

Prolog

Lørdag den 30. juni 2018

Aalborg - Kolding

 

Jeg har cyklet til Paris fire gange… og i den periode er jeg blevet spurgt mange gange om de samme tre ting. For det første vil mange rigtig gerne vide, om det ikke er dyrt og hvor meget tid, man skal bruge på det. Derudover er jeg ofte blevet spurgt til, hvordan mellemkødet ser ud efter så mange timer i sadlen.

 

I forhold til det første spørgsmål er svaret klart. Det koster ca. 30.000 kroner at cykle til Paris med Team Rynkeby og noget mindre, hvis man har cyklet før, da man så ikke skal anskaffe sig den gule cykel - det mest interessante spørgsmål for mig er dog det andet spørgsmål - hvor meget tid skal man bruge på det?

 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at landevejscykling er en tidsbandit, for det kræver mange timer i sadlen at træne sig op til at cykle de små 1.500 km sikkert på en uges tid.

 

Derudover er det jo altafgørende i den forbindelse at nævne, at Team Rynkeby ikke er et cykelløb, men et indsamlingsprojekt for nogle af de familier i Danmark, der har det sværest. At samle så mange millioner kroner ind kræver en store indsats og mange timer - men intet giver mere mening.

 

Jeg arbejder i en branche, hvor folkesygdommen stress i den grad har taget fat, og jeg har til tider også været lidt ramt, men for mig er intet medicin bedre end at være ude, lave motion samt være social med folk fra andre brancher i en god sags tjeneste.

 

Derfor har mit svar på spørgsmålet om tidsfaktoren på Team Rynkeby altid været: ”Jeg har ikke råd til at lade være… ”

 

Derfor tilsidesætter jeg ofte egen vinding, min familie går på kompromis og jeg har et ”forsømt forår” - men dette gør jeg gerne for at hjælpe de hårdt ramte familier.

 

Det samme havde omkring 50 andre nordjyske ryttere og et servicehold af den helt rette støbning gjort op til vores afgang fra Aalborg for at ramme den franske hovedstad godt en uge senere. Inden vi cyklede afsted viste Søgaards Bryghus igen deres gæstfrihed og skabte rammerne for en flot afsked.

 

Forinden skulle vi dog samles i den gamle byrådssal, hvor Morten Thorup og jeg kom ind som de sidste. Derfor endte vi på ”vielsespladserne” foran rådmand Jørgen Hein, der sendte os godt afsked… og salen grinte højlydt, da jeg gav min værelsekammerat et kys efter vores lille intermezzo.

 

Det var dog ikke eneste gang, at dagen bød på overraskelser. For efter en meget varm tur igennem det meste af Jylland havnede vi i Kolding, hvor jeg mødte Mr. Rynkeby ”Bubber” i receptionen. Vi faldt i snak, og jeg spurgte, om han ikke ville komme ind til vores aftensmad og ”sende” os godt imod Paris. Det ville han gerne.

 

Han har gjort rigtig meget - og gør det fortsat - for projektet, men han er også blevet en del af det meget presseomtalte ”LøkkeFonden”, hvor unge med lidt udfordringer skal cykle sig på rette vej.

 

Bubber var snaksaglig i receptionen, og vi grinte lidt - ikke mindst, da han tilbød at tage statsminister Lars Løkke med, når han kom ind for at holde talen for os. Jeg svarede ham, at det kunne han da godt… hvis han ikke havde andre.

 

Igennem hele dagen grinte vi meget, og stemningen efter denne prolog var afslappet - ligesom de to tidligere Rynkeby-ryttere Bubber og Lars Løkke var, da de pludselig dukkede op. De fortalte om den meget omtalte regnvejrstur i 2014, men har tydeligvis en stor kærlighed for Team Rynkeby, selvom de nu har deres fokus et andet sted. 

 

Tidligere på aftenen faldt jeg også i snak med nok et kendt ansigt. På vores hotel skulle rockgruppen Dizzy Miss Lizzy sove, når de var færdige med deres koncert i nabobyen.

 

Vi overvejede, om de skulle komme og spille en godnat koncert for os kl. 03, men heldigvis valgte vi ikke dette, da vi gik tidligere i seng. Den lille forsanger Tim Christensen med den store stemme spurgte dog interesseret ind og var meget begejstret over vores indsats.

 

Det var i baghovedet, da jeg lagde mit hovedet på puden samtidigt med, at et begejstret publikum til Dizzy Miss Lizzy-koncerten sang med på disse linjer:

 

Sorrow hides under the water
Sorrow is my only friend
Sorrow stands beside the doorway
And sorrow needs a helping hand

 

Etape 1

Søndag 1 juli 2018

Kolding - Kellinghusen, Tyskland:

 

”Bryllupsnatten” med Morten blev meget lang. Vi døjede begge med at sove - måske som en reaktion på en meget varm cykeltur til Kolding, for vores prolog bød på ganske mange højdemeter i den hårde varme.

 

Derudover var min tur startet med en solid omgang diarre, som ikke er så praktisk, når man sidder størstedelen af dagen på cyklen.

 

Derfor forsøgte jeg at drikke endnu mere, end jeg havde gjort på de tidligere ture. Normalt ville jeg gerne indtage 10 liter - hver dag, men dette satte jeg op til 15 liter, og derudover forsøgte jeg at spise endnu mere på depoterne.

 

Et af disse var hos HP Therkildsen i Padborg. De havde gjort lidt mindre ud af det i år, da der - til min store overraskelse - ikke kom så mange af de andre Rynkeby-hold forbi i 2018-udgaven.

 

Så stemningen var lidt mat hos ”HP”, men det var den ikke senere på aftenen, hvor TRN18 fandt en tv-stue og så afslutningen på Danmarks triste VM-exit. Men igen havde det været en lang og begivenhedsrig dag, hvor vi blandt andet cyklede under Kielerkanalen.

 

Største overraskelse kom dog, da den sympatiske Lars Riise fulgte op på Charlotte Skovs overraskende harmonika-spil.

 

Etape 2

Mandag 2 juli 2018

Kellinghusen, Tyskland - Wardenburg, Tyskland:

 

Turens indledning havde sendt et klart signal… hvilket var, at TRN18 er en folk mennesker, som hviler så meget i sig selv, at de kan rummer andre. Verdens udvikling har de senere år givet endnu flere egoister, men sådan er det ikke tilfældet på dette unikke og sammentømrede cykelhold.

 

Det kunne ellers godt være gået helt galt med projektet, fordi der indenfor ganske kort tid har været tre forskellige kaptajner. Lars Virum stoppede næsten inden, at han fik startet, og derfor overtog Thorkild Dahl igen rollen som holdkaptajn.

 

Dette var dog kortvarigt, da den pensionerede tømmermester havde en soloulykke i privaten, hvorefter projektet sejlede uden styrmand. Dog ikke særlig længe… for på fornemmeste vis overtog Peter Erik Jensen rollen som holdkaptajn.

 

At overtage så omfattende en opgave midtvejs virker næsten uoverskuelig, men på trods af dette formåede ”PE” ved uddelegering af ansvar, masser af empati samt en gigantisk arbejdsiver at sende TRN18 ind til Paris på allerflotteste vis. Dette er simpelthen en af de største arbejdsopgaver, der er blevet løst i TRN’s historie.

 

Jeg cyklede meget sammen med PE på hold 2, og jeg fornemmede klart, hvordan han løste problemstillinger hele foråret - samt på turen til Paris - på en måde, som stemmer overens med projektet. Ligesom det er min klare opfattelse, at den kommende kaptajn Tina French kommer til at gøre det… 

 

Generelt havde vi et meget harmonisk hold 2. Hele 16 af 17 mand startede dagene op med at deltage i ”rulleskiftet”, som vi har trænet hele foråret. Det sportslige niveau var højt, og selv debutanterne viste stor styrke samt ideer til, hvorledes vi skulle cykle.

 

Bagest på vores hold cyklede den 80-årige Christian Jensen, som lignede en mand i sin bedste alder. Han var ikke blot den ældste på hold 2 eller det nordjyske hold - men af alle de 1.500 deltagere.

 

Den tidligere vognmand fra Asaa er skabt af noget specielt og ”hatten” bliver heller ikke træt. Flere gange endte jeg nede hos Christian, hvor vi talte om alt muligt. Vi stammer fra samme egn, og det virkede næsten til, at det tidligere folketingsmedlem havde en bedre hukommelse end mig.

 

Etape 3

Tirsdag 3 juli 2018

Wardenburg, Tyskland - Winterswijk, Holland

 

Modsat Christian Jensen havde flere måtte give op i løbet af træningsåret af vidt forskellige årsager. TRN18 havde faktisk haft ganske mange skader - og ikke kun cykelskader.

 

Flere af rytterne kom blandt andet i løbet af vinteren til skade på ski, og efter nogle dage på cyklen begyndte deres smerter og gener fra skaderne at tage til.

 

Mange - som Flemming Asp, Merete Kjeldgaard, Anne Breüner og Claus Rask - kæmpede med skader, men de gav ikke op…

 

Igennem hele turen holdt jeg lidt øje med fru Kjeldgaard - ligesom manden Bendt Godtberg.

 

Hun kæmpede, efter hun brækkede armen kort tid inden afgang.

 

Samme viljestyrke og indstilling udviste Anne og Claus. Sidstnævnte boede med en af mine gode venner - Leif Svante - og flere gange hyggede vi fire drenge os på værelset sammen med den udviklingshæmmede Magnus ”Satanedmepismeedme” Asp.

 

Men der var ikke meget tid på værelserne, da vi tilbragte masser af tid på cyklerne. Tre dage var vi først i mål efter kl. 18.30 og sågar en dag efter kl. 21.30.

 

Det virkede underligt, for vores gennemsnitsfart var ok, pauserne var veltimede, defekterne blev løst hurtigt og ruterne var i skabet grundet godt arbejde af min Garmin-læremester Poul med den altid smukke Rynkeby-kæreste.

 

I forhold til 2017-turen var TRN dog vendt tilbage til en tur på syv dage i stedet for otte, hvilket var en meget skidt beslutning. Der var simpelthen ikke tid nok til at hygge sig bare lidt, når man ankom så sent til hotellet - og dermed mistede projektet meget af det ene af de tre ben, som det står på… nemlig det sociale. Det sociale på turen for TRN18 mistede lidt, hvilket også havde været en tendens fra hele året.

 

Turen vil dog blive husket for ualmindelig godt cykelvejr - også igennem hele træningsforløbet i foråret. På stort set hele turen til Paris var der ingen vind, og hvis der var lidt… kom den fra nord, og derudover var temperaturen på størstedelen af turen fra 26 til 32 grader.

 

Det findes ikke meget bedre, men den sociale konto var lidt i underskud.

 

Underskud havde færgemanden dog ikke, da han på Elber lavede en vending på 360 grader - med hornet i bund - da han hørte om vores cykeltur og formålet med dette.

 

Etape 4

Onsdag 4 juli 2018

Winterswijk, Holland - Liege, Belgien:

 

Da jeg vågnede i Belgien efter den første håndfuld dage på cyklen, havde jeg dog fået sat lidt ind på ”den sociale konto”. Aftenen forinden havde holdet fået ”fri bar” efter en fejl af rejsebureauet, og det nød vi godt af - blandt andet i hotellets pool inden aftensmaden.

 

Men det var langt fra eneste fejl fra rejsebureauet. Da vi ankom til hotellet i Liege efter blandt andet en lang og flot cykeltur på en mole fra Maastricht - var hotellet ikke færdigbygget. Overalt var der byggematerialer, toiletterne manglede vand og ikke alle værelser havde strøm. Vi kunne først få vores værelsesnøgler kl. 19.30, og alt var kaos.

 

Vores sikkerhedsansvarlige fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogle eksisterede og funktionsdygtige brandudgange, og om aftenen væltede regnen meget symptomatisk ned over hotellet, imens vi alle rystede på hovederne. Jeg har igennem en årrække lavet hotelanmeldelser for forskellige danske medier og overvejede at fortælle hotellets direktør dette, da Morten og jeg mødte ham i elevatoren.

 

Han spurgte, om vi var tilfredse med stedet, mens vi krydsede murbrokker, ledninger og værktøj for at komme ind på vores halvfærdige værelse. Direktøren kunne ikke se de store problemer - så jeg tænkte… nu nærmer vi os Frankrig… 

 

Etape 5

Torsdag 5 juli 2018

Liege, Belgien - Villers-Semeuse, Frankrig

 

For at komme til Paris vælger langt de fleste hold at cykle til Mur de Huy for at cykle op af ”Muren” - eller rettere… størstedelen cykler ikke. Da jeg ankom på toppen af det stejle bjerg, fortalte min kone og børn, at flere cykelhold var kommet forbi, imens de havde ventet på min ankomst.

 

Af dem var der flere, der trækkede cyklerne op end, der cyklede op. I min verden strider dette med alt, hvad Team Rynkeby er bygget på.

 

Derfor valgte jeg at gå i den modsatte grøft, som jeg havde gjort de sidste tre år. På min første tur på ”Muren” kom jeg op, men det kostede efterfølgende…

 

Den daværende holdlæge ville have mig af cyklen efter de 150 km bjergkørsel efter Huy. Jeg blev meget dårlig… men cyklede videre. Nu ønsker jeg at hjælpe andre op, så de undgår denne forfærdelige oplevelse, hvor man ikke kan styre sin egen krops bevægelser.

 

Missionen lykkedes igen i år… Flere fulgte mine råd om at cykle hele vejen op - men at holde en pause midtvejs. Det endte med, at Anne Breüner, Leif Svante og jeg fulgtes hele vejen. Det glædede mig meget… ikke mindst, da jeg kunne se begejstringen fra de to andre.

 

Ellers var der ikke meget at være begejstret for på denne dag. Min familie tog imod mig på toppen, men jeg nåede ikke at tale ret meget med dem, da vi brugte tiden på at finde et toilet på en tankstation en kilometer fra toppen.

 

Min diarre var ikke blevet meget bedre, selvom sygeplejerske Lone Gerner havde gjort et godt forsøg på at hjælpe mig… og hvorfor havde Team Rynkeby i øvrigt ikke stillet nogle toiletter op, hvis den bjergtop er så vigtig for turen? Og i øvrigt hvorfor har de forringet pudderne i bukserne.

 

De var blevet ”Extreme-dårlige”, og det havde store konsekvenser for mange rytterne, da de fik store smerter i den kropsdel. Mange af pudderne gik op i syningerne - hvilket forringede turen betydeligt.

 

Huy forringede også turen for mange. Det gav dog et godt afbræk, og der var masser af lir omkring opkørslen, men bjerget efterlod flere tabere end vindere - og det er simpelthen forkert i dette projekt!

 

Inden opkørslen til Huy havde vi ventet lidt på Hold 3, der var kørt forkert - og derudover endte vi med at køre en stor del af dagens tur på en granitskovbund, hvilket sammen med et alvorligt styrt af Tina Emanuelsen, gjorde, at vi først kom frem til hotellet kl. 21.30.

 

Tina styrtede på en nedkørsel med høj fart og lige inden et depot. De fleste af rytterne var ankommet til depotet, da beskeden kom frem til alle.

 

De efterfølgende minutter viste, hvor stærkt sammenholdet er på TRN18.

 

Stilhed og tanker blev sendt til vores ven, imens ejendomsmægler - og en tydelig påvirket løjtnant - Kim Jacobsen viste lederkarakter.

 

På dette tidspunkt blev vi voldsomt støttet af serviceholdet og chefen Dorthe Asp. Vi suger energien ud af dem, men de virker næsten utrættelige.

 

Tina og jeg havde igennem det meste af året konkurreret om at cykle flest kilometer på holdets interne regnskab, og hun havde i den grad ikke fortjent at slutte turen, som hun gjorde, så selvom hun tabte vores væddemål - så er hun en stor vinder!

 

Etape 6

Fredag 6 juli 2018

Villers-Semeuse, Frankrig - Compiegne, Frankrig

 

Tilbage i 2016 fik jeg en gigantisk ”Compiegne-krammer” af Marianne Høygaard. I første omgang forstod jeg ikke lige, hvorfor hun var så påvirket - men efterfølgende har det været krystalklart. For på dette sted af turen var ”cykelmaskinen”, som jeg havde taget mange ekstra ture med, presset.

 

I 2016 havde vi flere højdemeter i Ardennerne, og den blonde dame havde ikke mere i kroppen, da vi ankom til Compiegne.

 

Samtidigt viste hun, at der blot manglende 80 km næste dag, og at hun dermed havde klaret turen til Paris. Senere faldt den gode Marianne i søvn af udmattelse halvt nede i sin kuffert - til værelseskammeratens store morskab.

 

Det er alt sammen historie nu, men denne ekstremme grad af udmattelse så jeg ikke, da 2018-holdet cyklede ind i byen nord for Paris.

 

En stor del af forklaringen på dette skal findes i de føromtalte færre højdemeter samt det gode cyklevejr.

 

Mange var naturligvis trætte, og kl. 02 blev vi også venligt bedt om at ”holde kæft” og lukke festen. Oprydningen klarede et dusin ryttere fra hold 2 hurtigt, og vi fik også pakket resterne ned fra den bar, som vi har medbragt.

 

Omkring en time senere sov vi og yderligere tre senere skulle vi op og cykle det sidste stykke til Paris. 

 

Etape 7

Lørdag 7 juli 2018

Compiegne, Frankrig - Paris, Frankrig:

 

Midt på turen gjorde vi stop for at ændre på vores hjelm. Der blev påklæbet lidt pap, som fik os alle til at fremstå som vikinger. Det var vi alle, og da vi cyklede de sidste tyve kilometer ind til Paris langs en af Seinens bifloder begyndte tanker at vælte ind over os, imens vi skabte den flotte gule menneskeslange af ryttere fra flere hold langs vandet.

 

 

Lige foran mig cyklede Thorup, Svante og Tina Støvring, og jeg fik sagt ”tak for turen” på det helt rigtige sted og tidspunkt. Et magisk øjeblik, selvom vi alle var trætte og rørte, men intet imod hvad der ventede os.

 

For modtagelsen af de mange tusinde mennesker og cykelturen igennem dette menneskehav var rørende, og imens tårerne trillede ned af mine solbrændte kinder, efter jeg havde set, at den stærke servicemand - Kenneth Hansen - havde fået den forslåede Tina løftet frem i rækkerne, så hun kunne tage imod resten af holdet.

 

Der rørte mig at se Tina, og det gjorde det også i den grad at se Lasse Brix. Få meter før ankomsten til ”Den store Rynkeby-bue” stillede jeg cyklen og gik tilbage i feltet for at give Lasse en krammer. Jeg vidste, at det kun skulle være kortvarigt, for at det ikke blev alt for rørende.

 

Efter blot et sekund i hinandens arme begyndte vi begge at hulke. Et par dage før vores afgang fra Aalborg fejerede Lasse sin datters fire års fødselsdag - på kirkegården i Aabybro.

 

Den følelse der løb igennem Lasse i de sidste minutter, inden han cyklede de sidste meter - kan ingen andre mennesker sætte sig ind i, selvom jeg også har fået børnecancer lidt tættere på.

 

For igennem hele ugen kom jeg ofte til at tænke på stakkels Nicoline, der er datter af min bedste ven.

 

Hele familien Skovsted var i foråret i USA for at gennemgå en meget hård strålebehandling. Dette var dog blot optakten til 10 vanvittige måneder med kemobehandlinger på ”Riget”.

 

Jeg har forsøgt at hjælpe min ven… men der er så ganske lidt, man kan gøre - og det er så urimeligt, når de mindste rammes. Man kan lytte, spørge og støtte - og så kan man cykle…

 

Det har jeg gjort og derfor vil 2018-turen og indkørslen til Paris stå klarest i min erindring af alle mine ture.

 

Efterfølgende dage i Paris

Søndag til tirsdag 10 juli 2018

 

Efter ankomsten til Paris og en hyggelig time med min familie, svigermor og kæreste cyklede vi til turens sidste hotel, hvor vi hyggede os sidste aften med en festmiddag.

 

Her valgte jeg at holde en lille tale, hvor essensen var, at TRN er et hold, hvor alle kan undværes, da formen af det nordjyske projekt hele tiden ændrer sig alt efter, hvem der er med.

 

Denne plasma har en puls - måske som et lille gult hjerte… og måske endda et lille barnehjerte. Vi SKÅLEDE alle på, at TRN18 var kommet i MÅL.

 

Senere på natten - og efter det obligatoriske besøg på McDonalds - endte vi ved vandkanten foran hotellet, og der var en rørende stilhed. Holdets lastbilchauffør Peter Sørensen kaldte os med et smil på læben for ”en flok kællinger”.

 

Af dem, der var tilbage, vidste alle, at det var slut, og at vi havde gjort noget unikt sammen.

 

Samme sted nogle timer senere og efter lidt morgenmad mødtes jeg igen med Magnus. Han var ked af det! Han sagde, at det var, fordi hans mobiltelefon var blevet ødelagt efter vores tur i poolen tidligere på ugen, men jeg tror, at det skyldtes noget andet.

 

For her i hjertet af Frankrig kan det være svært at sige ”Au revoir”, og det mindede lidt om afskedsstunderne efter en soldatertid, en efterskole eller en højskole. For hvornår skal man sige farvel og give slip?

 

Det er så pokkers svært, da det først er i den sidste tid, at man finder ud af, hvor stærkt et fællesskab man har haft. I det multietniske Paris er der ”højt til loftet” og denne accept gør ankomststedet endnu mere unikt, og pludselig kommer mange i tvivl om, hvorvidt de skal gøre dette igen? Og det gør jeg også.

 

Omvendt kan man så forestille sig et bedre punktum end at slutte med en tur belagt med godt vejr, efter 2015 var en hård debuttur, 2016 var social højtbelagt og 2017 var begunstiget af de otte dage, som gjorde den tur perfekt.

 

Fascinationen og de sportslige mål ved turen er blevet mindre for mig, for hver gang jeg har gjort det. Men på de sidste ture har jeg fundet en stor glæde ved at hjælpe andre til at gennemføre. Hvis jeg skulle fortsætte, kunne det måske være min motivation?

 

Jeg skal i hvert fald finde noget andet i projektet. For jeg er begyndt at kede mig lidt i det, og dette må endelig ikke udvikle sig til noget negativt for mig. Dertil har de gigantiske oplevelser fra de sidste fire år simpelthen været for store, og de gigantiske minder ønsker jeg at bibeholde.

 

Projektet har udviklet mig… det er naturligvis oplagt at sige, at jeg har lært mine grænser at kende - fuldstændigt. Men jeg har også fået en mental ro, som er ”Priceless”, så har jeg råd til at lade være? Flere gange på årets tur var jeg ”helt væk fra mit arbejde” og tiden stod næsten stille - kan jeg undvære dette?

 

Efter en stor krammer til Magnus tog jeg mod vores lejlighed i centrum af Paris. Inden jeg var helt ankommet, løb min datter mig i møde… ”Hvad mere kan jeg ønske mig? Mine børn er sunde, så kunne jeg ikke hjælpe andre?”, tænkte jeg, inden vi sprang i hinandens arme i den gudesmukke by.

 

De efterfølgende dage slikkede jeg alle mine sår. Mine tæer sov, mine knæ var ømme, jeg havde flere vabler, øm nakke og generelt ondt i de fleste muskler i kroppen. End ikke flere svømmeture og boblebad kunne ændre ret meget ved det - men det er fuldstændig ligegyldigt. For stoltheden over bedriften drukner smerten… sammen med masser af god fransk hvidvin.

 

Men jeg var ikke let at være sammen med, for alle indtrykkene skal først lægge sig, og derfor er det også kropumuligt at svare på, om jeg allerede nu kan finde svare på, om jeg fortsat skal deltage.

 

Flere har gjort deres deltagelse betinget af mig, og det gør ikke min stolthed mindre - men jeg er meget splittet. Man skal ikke deltage i dette projekt for at tabe sig eller for at kunne fjerne ekstrem sport fra sin dosmerseddel. I stedet skal man gøre det for at hjælpe andre! Altså nogle af dem, som har det allerværst… som min ven og hans familie.  

 

Tiden kræver, at man skal lave nogle fravalg - men kan vi ikke alle gøre det? Gør man det, vil man altid have et lille gult spot i sit hjerte. At have gjort noget så stort for andre, er noget af største, som man kan opleve.

 

For at give… fremfor at tage frembringer ofte større glæde - en glæde som når udfordringen er så stor, kan få tårerne frem hos selv de største mænd. Og gør den ikke det, så tænk blot på de små syge børn, som vi hjælper. Så græder vi alle med det ene øje, imens vi smiler med det andet. Dette er Team Rynkeby!

 

Sådan skulle dagbogen have været sluttet… men i dagene efter vores ankomst til Paris døde Søren Sko's niece Mathilde. Mathilde var ikke levnet mange chancer for at overleve hendes fødsel, og der var ingen chancer for, at hun skulle blive mere end tre uger, sagde lægerne - grundet en masse vand i hovedet og en sjælden hjernesygdom.

 

Det fik Søren Sko - fra Sko & Torp - til at lave den hjerteskærende "Dolphin Girl" om den lille pige, som lægerne havde opgivet, men som "decided to go strong" eller "she is wondering what all the fuss is about / while she is such a miracle child". Sangen udkom i 1990, så Mathilde levede i mange år - så mirakler sker!

 

She was born on a winter morning
Didn’t come as such a surprise
The doctor said that she wouldn’t be living
Wouldn’t grow to maximum size
She must have heard what they were talking about
Course she decided to grow strong
She’s a fine little country diction
Determent to be living on

Here she is lying on the floor
Sending me a pearly white smile
She’s wondering what all the fuss is about
Why she’s such a miracle child
‘Course she don’t care what we’re talking about
She’s living in her own little world
She sings her song in words of her own
Now she’s a little water girl

She sees the ocean inside of her head
She rides with dolphins when she’s in bed
Eyes like the wide and the deep blue sea
She’s sleeping with the secret behind lock and key

No one knows how the story goes
No one knows how it’s gonna end
All I know is that her momma is happy
And that daddy is her very best friend
She must have heard what they were talking about
‘Course she decided to grow strong
She’s such a fine little country diction
Determent to be living on

She sees the ocean inside of her head
She rides with dolphins when she’s in bed
Eyes like the wide and the deep blue sea
She’s sleeping with the secret behind lock and key

She’s got it coming
She’s a child in her very own time
She’ll be running inside of your mind
She’s got it coming
She’s made up to be living it out
She’ll be smiling her way into your heart

She sees the ocean inside of her head
She rides with dolphins when she’s put to bed
With eyes like the wide and the deep blue sea
She’s sleeping with the secret behind lock and key
Oh oh ooh ya...
She sees the ocean inside of her head
She’s gonna sail away
Oh oh ya…
She rides with dolphins when she’s in bed
Oh that’s was she does
Eyes like the wide and the deep blue sea
Watch that little dolphin girl
She’s sleeping with the secret behind lock and key

Er du klar på et udfordrende og udviklende lederjob?
Er din interesse for cykelsporten stærk, din viden og dit indblik stort og din lyst til at formidle om, hvad der rører sig, endnu større? Er du organisatorisk stærk og klar til at stå i spidsen for en af Danmarks yngste nyhedsredaktioner? Så er du måske Feltet.dks nye chefredaktør!
Merckx’ hemmelige perle
Kun 20 kilometer øst for Salzburg ligger en lille uopdaget perle, Fuschlsee, der inviterer til cykling i de smukkest tænkelige omgivelser.
Gadeløb i Aalborg indledes med Tour-foredrag
Det årlige gadeløb i Aalborg efter Tour de France får igen i år selskab af nogle af de danske profiler fra det franske løb, og i år varmes der op med et foredrag om eftermiddagen inden gadeløbet.
Cykelweekend på Lolland-Falster – gode ruter og gastronomi i særklasse
De fleste forbinder Lolland-Falster med Knuthenborg Safaripark, Mick Øgendahl og masser af sukkerroer, men området har meget mere at byde på. Et hurtigt tjek afslører, at det også er her, man finder Danmarks bedste badestrand, Danmarks bedste hotel og en stor produktion af prisbelønnede fødevarer. Med 600 kilometer kystlinje lokker øerne med et utal af forskellige cykelmuligheder, så Motionsfeltet har lavet et weekend-cykeltjek på de to sydhavsøer
Forudbestil Lars Bak nye bog - og spar 15%
På mandag udkommer Hjælperytteren med Lars Bak som hovedperson.
Carlos Sastre Classic og Cykelstafetten aflyses
Grundet et for lavt deltagerantal har arrangørerne efter samråd med sponsorer og Rebild Kommune valgt, at aflyse Carlos Sastre Classic og Cykelstafetten Spar Nord den 2. september i Rebild.
Vejen til Maratona – Amazing Assos
Har du nogensinde leget med tanken om at køre en af de stores Gran Fondo-løb i udlandet? Så er vores artikelserie her - ’Vejen til Maratona’ måske noget for dig.
Vi træner i arbejdstiden - ’Specialized Lunch Ride’
Motion er vigtigt, det kan der vist ikke være den store tvivl om! Men hvordan finder man lige tiden til det i en travl hver dag? Det er en udfordring for mange.
En fascinerende tidsrejse med stålramme og tåclips
Vintagecykling er populært som aldrig før. Hvor det i begyndelsen var store cykelnationer som Italien, Frankrig og Belgien, der stod for vintagearrangementer, har trenden nu bredt sig over det meste af Europa. Lige syd for grænsen - i Ludwigslust nær Schwerin - afvikler man hvert år et af Tysklands største cykelevents, Velo Classico.

Instagram #motionsfeltet

Seneste indlæg i debatten

> Alder og vægt er ikke i sig selv en hindring for at køre hurtigt opad. Min cykelmakker er +40 år og +80 kg men ligger alligevel i top 10 på Strava på nogle af de mere kendte stigninger i Nordsjælland (han opdagede 20 år for sent han faktisk havde talent for at cykle). Helt enig. Og som en rytter i den lette ende (63 kg.) kan jeg tilføje at korte eksplosive stigninger absolut ikke er min kop the. Det er ikke nok at være let. Man skal også være i stand til at "rekruttere" en masse "hurtige" muskelfibre og det kan lidt mere kompakte ryttere typisk bedre end de helt lette. Når det er sagt, så er overflødig vægt selvsagt ikke nogen fordel op ad. Og det lyder også som om du kan genere power. Umiddelbart lyder det enten til at din VO2Max for lav - måske fordi du ikke træner nok intervaller (eller bakkekørsel) eller også at din astma bliver udløst under anstrengelse. > Hvis Fulgsang skal generere sponsoromtale udenfor Danmark burde han nok satse på etaper fremfor et top 10-15 i klassementet. Men i år var udgangspunktet så top 5, og så kan man jo ikke klandre Astana at gå efter det. Men hedder den top 15 for Fuglsang og Astana ville jeg gå efter etapesejre. Enig. Men nu var sammenligningen jo overfor jo mellem tour top 10 vs. Dauphiné / Schweiz rundt. Og selvfølgelig i enig i at hvis/når niveauet ikke er til til top 5(eller top 10 hvor man er i reel konkurrence om top 5) så er etaper mere værd. Har ikke KOL, men fik for få år siden konstateret mild astma. Uden astmamedicin er min lungekapacitet kun 80%. Med astmamedicin nærmer den sig dog 90%. Jeg tager dog sjældent medicin, da jeg ikke bryder mig om bivirkningerne (høj puls, til tider trykken i hovedet). Desuden generer astmaen mig jo ikke rigtigt i det daglige. Det er mest, når jeg skal cykle opad stejle bakker, at jeg godt kan mærke, at jeg mangler lidt luft. Når man kun har 80% lungekapacitet, så ryger man allerede i det røde felt efter 500 meter opad en stejl stigning. Men jeg er god til at bide det i mig og kæmpe mig op over de fleste bakker, selvom når jeg når toppen, så kan jeg næsten ikke få luft. jeg bilder mig desuden ind, at det kun kan blive bedre af at jeg presser mig selv lidt engang imellem. Og jeg synes også, det går lidt bedre nu end for 3-4 år siden. Og det tilskriver jeg, at jeg stædigt holder fast i at cykle i snit ca. 20 km. hver dag. ÅRET RUNDT.Installer programmet på din pc. Åben det, så beder den om at du tilslutter på et tidspunkt. Og så er det vel egentlig bare at følge hvad den nu siger. Det kræver muligvis lidt klikken rundt i programmet at finde det du leder efter - det er ikke super intuitivt, men heller ikke svært at bruge. Du kan ikke rigtigt fucke noget op

Vær med i klubben - find en cykelklub i nærheden af dig

Team Motionsfeltet.dk

Vil du også gerne deltage i cykelløb i ind- og udland?

Motionsfeltet.dk   •   Åsvinget 5   •   9800 Hjørring   •   Tlf. 5155 8966   •   info@motionsfeltet.dk

Boligadvokat