Den 25. juni 2017 var vi 10 seje cykelryttere fra Team Motionsfeltet.dk, der stod klar på startstregen i Sonthofen til dette års udgave af Tour Transalp. Vi skulle forbi nogle af de højeste og mest mytiske stigninger i den italienske del af Alperne. Starterne var sponsoreret af Team Motionsfeltet.dk og havde en værdi af 895 euro per person. 

Vejret ved starten var mildest talt kedeligt med regnvejr og vejrudsigten lovede ikke opklaring før sidst på dagen. På trods af dette var der dog stadigvæk højt humør.

Allerede dagen før var vi ankommet til startbyen, hvor vi havde afhentet vores startnumre og øvrige akkrediteringer. Man oplever med det samme en organisation, der har styr på tingene og ikke overlader noget til tilfældighederne.

Etapeprofilen for første etape lignende en indkøringsetape, hvor man over de første 100 kilometer skulle have benene i gang, inden vi skulle passere det første bjerg. Men grundet det fugtige og kolde vejr, blev det lidt mere end bare en indrulning hen mod bjerget. Fra start af etapen, efter de første 10 kilometers masterkørsel, blev der lagt ud i højt tempo. Den, på papiret, flade del af etapen viste sig, at have en del småbakker og dermed en del højdemeter. Efter cirka 55 kilometer i et pænt kuperet terræn kom det første depot, hvor vi kunne få lidt at spise.

Depoterne på etaperne indeholdt generelt vand, energidrik, lidt forskelligt frugt, boller og chokoladekage.

Efter første depot var ruten rimelig flad gennem Tannheimertal, der endte i den noget specielle situation, at vi kørte ned til dagens næstsidste pas. Herefter kom der en lille og kold nedkørsel inden vi skulle op af dagens store udfordring Hantenjoch, hvor dagens etapemål (tidstagning) var placeret på toppen. Herefter kunne vi stille og roligt rulle ned til målbyen Imst, via den meget stejle nedkørsel, der heldigvis var blevet tør.

De næste 4 etaper var dem vi så som værende turens svære etaper. Den 2. etape indeholdt på profiler kun et bjerg Timmeljoch, hvor passet ligger i 2500 meters højde.

Men vi startede mere eller mindre med at køre opad kort efter start, da de første 45-50 kilometer gik opad igennem Ötztal, inden den egentlige opstigning til bjerget. Fra toppen af Timmeljoch var der 40-45 kilometers nedkørsel ned i mod Merano. Men kort før Merano blev vi sendt op igennem en lille by med to små hårde stigninger og en ren gedesti i mellem. På dette tidspunkt af dagen var det blevet meget varmt, så alle syntes, at dette var et meget svært stykke.

På tredjedagen og dermed 3. etape var turens længste stigning i de 25 kilometer op til toppen af Stelvio, et af de højeste pas i Europa. Men inden vi nåede så langt, havde arrangørerne indlagt en lille stigning på 10 kilometer på Vinchgauer Höhesntrasse.

Der var her tale om en pæn stejl stigning op igennem en vinmark, så det var ikke en vej af den bedste kvalitet. Det gode vejr fra dagen før havde også ændret sig, så det var en del koldere med enkelte regnbyger. På det meste af turen op til toppen af Stelvio var vejret fint, men på den sidste del kunne vi godt mærke, at det var blevet koldere. Og på nedkørslen til Bormio kom vi alle til at fryse.

Tirsdag aften var alle meget interesserede i vejrudsigten, der lovede regn den næste dag, hvor vi skulle køre kongeetapen fra Bormio til Livigno. Der var nogle der sågar talte om snevejr på toppen af Umbrail pas, der var dagens første bjerg på cirka 20 kmilometer.

Det skulle vise sig, at de værste forudsigelser for vejret på dagens etape holdt stik. Da vi stillede op i vores respektive startbokse begyndte det at regne. Vi var hver dag inddelt i 4 forskellige startbokse i forhold til vores samlede placering. Efter starten gik det direkte ud på stigningen op til Umbrail og regnen blev kun værre.

BLIV EN DEL AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB HER
 

Når vi engang imellem kiggede op mod toppen og det vi anså for at være passet, så det ud som om det lysnede på den anden side af passet. Dette gav fornyet mod til at fortsætte. Men det skulle vise sig, at blive værre. Da jeg var tæt på toppen begyndte der at komme ryttere den anden vej, som sagde at løbet var aflyst. Jeg blev overhalet af 2 officials på motorcykel, der ikke sagde noget, så jeg var lidt skeptisk og fortsatte.

Men kort efter kom jeg op til en ambulance, der holdt på tværs og gennede os alle sammen ned af bjerget igen. Det skulle sidenhen vise sig, at grunden til at officials på motorcyklerne ikke vidste noget om aflysningen, var at der ikke kunne skabes radiokontakt i bjergene grundet det dårlige vejr.

Det blev en meget kold nedkørsel, hvor de fleste ryttere fortsatte ned til det område, hvor der aftenen i forvejen havde været pastaparty.

Her havde arrangørerne på rekordtid fået fat i de frivillige fra dagen før, der havde klargjort varm te og kage i et stort telt. De havde også fået opsat en varmeblæser, som de fleste ryttere flokkedes om. Der var en del ryttere, der havde søgt tilflugt på diverse restauranter på vej ned af bjerget eller i ly i nogle af tunnellerne. Af de 10 ryttere fra Motionsfeltet var cirka halvdelen kommet ned i teltet og resten havde på mystisk vis fundet ind på den samme restaurant på bjerget.

Efter et stykke tid fik vi information om, at vi alle ville blive transporteret i bus til Livigno, hvorfra 5. etape skulle starte. Vores cykler skulle vi bare lade stå, hvorefter arrangørerne ville få dem transporteret til Livigno.

Da vi alle 10 endeligt var kommet til Livigno studerede vi ivrigt vejrudsigten, der ikke viste nogen bedring i vejret til morgendagens etape.

På vej op til dagens pastaparty, hvor vi spændt ventede en briefing om hvad der skulle ske på 5.etappe, fik vi en SMS med besked om at 5. etape var aflyst.

Vi fik herefter melding om, at vi ville blive transporteret til næste by Aprica, hvorfra vi skulle starte på 6. etappe. I de første 15 udgaver af løbet er det kun sket en gang før, at man har været nød til at aflyse en etape. Dengang skyldtes det, at et pas var lukket på grund af sne.

Til briefing før 6. etape blev vi fortalt, at man havde ændret ruten til 7. etape. Den officielle begrundelse for ændringen af etapen var, at man havde problemer med nogle tilladelser på den oprindelige rute. Men da der var en del flere højdemeter på den nye rute og en del stejle stigninger, mente de fleste at det var en form for erstatning for Mortirola, som vi skulle have været opad på 5. etape.

Da vi skulle starte på 6. etape havde vejret bedret sig og det lignede en opklaring i den retning vi skulle cykler. Etapen startede med 45 kilometer nedad, hvoraf de første 19 var med masterstart. Efter de 45 kilometer skulle vi opad dagens første bjerg Croce Domini en stigning på cirka 20 kilometer og 1600 højdemeter.

I bunden af stigningen var det faktisk meget varmt, men efterhånden som vi kom opad stigningen slog vejret om og det endte med regn og hagl. På nedkørslen var der fortsat stærk regn og vejene var meget våde.

Lige efter den lange nedkørsel fra toppen kom der en lille stejl stigning, som de fleste havde problemer med fordi deres ben var blevet godt afkølet på nedkørslen. Resten af etapen bestod af et par små op- og nedkørsler inden vi kom i mål i Pieve di Ledro.

7. etape var som nævnt blevet ændret, således at vi skulle starte med at køre nord på i stedet for syd på og så komme ind til målbyen nordfra. Vejret var blevet til rigtig godt cykelvejr med sol og varme. Efter at have kørt cirka 26 kilometer blev vi sendt op ad den første stigning Boniprati, der var en pæn stejl sag på 8 kilometer. Nedkørslen fra toppen af dette bjerg, var også pænt stejl og startede med en smal skovvej. 

Efter at være kommet ned i bunden blev vi sendt direkte op af den næste stigning, der ikke havde noget navn, men var pænt stejl. Efter at være kørt ned fra denne stigning kom dagens udfordring Pradibondo, en stigning med 2 cifrede stigningsprocenter på en dårlig skovvej.

Der var en del ryttere i feltet, der mente at arrangørerne her havde fundet en god erstatning for Mortirola, som vi skulle have kørt på 5. etape.

Nedkørslen fra Pradibondo var en smal skovvej med flere farlige passager. Tæt på bunde var der desværre en rist med så dybe riller, at man kunne få et hjul ned i den. Det medførte en del punkteringer og desværre også et grimt styrt. Resten af etapen bestod af en længere og meget reel stigning op til Duron passet. Herefter gik det mere eller mindre nedad til målet i Arco.

Alle 10 ryttere fik deres finisher medalje og trøje velankommet til Arco efter nogle særdeles hårde dage i Alperne. Resultaterne kan ses her.

Hele arrangementet er meget professionelt. Hver morgen står der et fint startområde, hvor der er en bod hvor man kan aflevere en lille rejsetaske, som man får igen ved ankomsten til mål. Når vi kommer i mål er der et flot målområde hvor vi kan få lidt forplejning efter en hård dag i sadlen. De dage hvor det var koldt, var de gode til at have varmt te eller bouillon i måldepotet.

På alle etaperne var der 2 depoter med et rigt udvalg af frugt samt boller og kage. Og naturligvis var der også væske, så man kunne få fyldt sine dunke. På hele ruten var der også skilte med røde pile til at vise vej og i alle farlige kryds stod der vagter med flag, og stoppede den øvrige trafik.

Vi havde tilkøbt en hotelpakke hvor vores bagage blev fragtet fra hotel til hotel. Den eneste anke i forhold til disse hoteller var, at de ved nogle etapemål befandt sig i en by langt fra start og målområdet. Dette medførte en uforholdsmæssig lang transfertid.

Alt i alt et meget vellykket og professionelt arrangeret løb. Selv aflysningen af etape 5 og 6 blev håndteret meget professionelt. Der er nogle af de 10 ryttere fra i år, der allerede er klar til at køre igen til næste år.

BLIV EN DEL AF DANMARKS STØRSTE FORDELSKLUB HER