Jeg er umiddelbart ikke arketypen på den klassiske cykelrytter. Jeg er næsten 190 høj, og min krop bærer præg af, at jeg i længere periode ikke har fornægtet mig selv noget. Det sidste kan man gøre noget ved, men højden er, som den er, og det kan løses med en cykel i den rette størrelse.

Jeg har tidligere kørt på en ramme i størrelse 56, men da jeg skulle skifte cykel for et par måneder siden, så valgte jeg, efter at have rådført mig med træner Benjamin, en størrelse 58. Jeg har dog efter dette skift følt mig som en dreng, der har lånt fars lidt for store cykel. Derudover så er jeg ikke vant til at sidde på en cykel fem gange om ugen (jeg medregner ikke den halvanden kilometer, jeg kører til og fra stationen hver dag).

Jeg kunne simpelthen ikke finde mig til rette på cyklen, som jeg har justeret på et utal af gange, men lige lidt hjalp det. Det ubehag, jeg følte, kunne tydeligt læses i de korte noter, jeg efter hver træning skriver til træner Benjamin om, hvordan træningen var forløbet.

”Det gik fint i de første 30 minutter, men jeg kæmper med mit tråd, siddestilling og måtte fighte mig igennem til sidst.”

- Træningskommentar fra december.

”Min kadence falder i takt med, at jeg kører op ad bjerget. De sidste 5 kilometer er på lutter vilje.”

- Træningskommentar fra januar.

Det var kommet til et punkt, hvor det påvirkede min motivation, og jeg havde desperat brug for hjælp.

FEDT! Endnu en Thomas

Jeg har aldrig været til en bikefitter før, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Jeg mente selv, at jeg havde lokaliseret mit problem.

Min daværende sadel og jeg var lidt af et mismatch, og den torturerede mildest talt mit mellemkød, hvilket jeg fortalte Thomas Bundsgaard, ejeren af Velofit i Aarhus, der blot grinede lidt af min formulering og forsikrede mig om, at det skulle vi nok kunne løse.

Et hav af spørgsmål om min motionshistorik og ”service-tjek” af min krop senere sad jeg på cyklen i Velofits rå fabrikslokale og trampede i pedalerne.

”Du lider, William. Du bider smerten i dig, for det har du lært dig selv, du har accepteret at sådan føles det, når man sidder på en cykel, men det er langt fra optimalt, og der er meget, jeg kan gøre for dig.”

Det første, Thomas adresserede, var mellemkødstorturen. Min daværende sadel, som skal forblive navnløs, var smal, og dermed lukkede den for cirkulationen i mellemkødsregionen, hvilket til forveksling føles som at pisse i bukserne og/eller en ubehagelig snurre i det mandlige forplantningsorgan. Jeg testede to forskellige sadler, der begge havde et tyndt sædebetræk på, som kunne måle fordelingen af trykket. På den måde fandt Thomas hurtigt en sadel perfekt til min r**.

Udover sadlen blev der foretaget en række justeringer på blandt andet klamper, siddehøjde og styr, men det var ikke alt. Jeg er nemlig en smule platfodet og hjulbenet. Det første er noget medfødt, og det andet skyldes for mange år tilbragt på hårde fodboldbaner. Jeg trådte skævt, fordi jeg pressede mine ben udad i steder for fremad, hvilket gjorde, at mit tråd var ujævnt. Generelt sad jeg meget uskønt på cyklen, men jeg vidste ikke bedre.
 

Den bedste cykelopgradering
Jeg kunne godt kaste mig ud i en lang forklaring om, hvordan det føltes med alle ændringerne, og hvordan det runde tråd kom af sig selv. Det vil jeg ikke. I stedet har jeg kigget mine tidligere træningspas igennem, og der tegner sig et klart mønster. En højere kadence. Ser man bort fra det, så har jeg, efter justeringerne, meget lettere ved at holde et stabilt tråd. Derudover så var Thomas’ vurdering, at jeg efter en tilvænningsperiode på 5 til 6 uger ville have forøget min FTP med omkring 20 til 25 watt.
 

Vejen til Måtten

Der kommer en dag i den nærmeste fremtid, hvor jeg skifter hometraineren ud med landevejen, men foråret (og sommeren) byder ikke kun på kedelige træningskilometer. Med Benjamin som guide skal Thomas (ikke bikefitteren, men ham der lokkede mig ud i dette sindssyge projekt) og jeg lære at køre løb. Min løbskalender og målsætning ser således ud.

Den 16. april skal jeg køre Forårsløbet i Næstved. Distancen er 120 kilometer, og den relativt konservative målsætning er blot at gennemføre.

Den 14. maj skal jeg en tur til de vejlensiske alper nærmere bestemt Grejsdalsløbet. Her skal jeg forcere 20 kategoriserede bakker fordelt over 185 km. Igen er målsætningen at gennemføre, men samtidig også en forberedelse til det smukke helvede, som venter forude.

Det smukke helvede hedder Toscana, og her vil jeg i den sidste uge af maj, sammen med en lille gruppe cykelentusiaster, øve op- og nedkørsler, få en masse kilometer i bentøjet og derved smelte et par kilo fedt af i den toscanske varme.

Det sidste løb jeg kører, inden de franske alper kalder, er (næsten) Fyen Rundt. Jeg har nemlig ikke i sinde at kaste mig ud på de 333 kilometer, men derimod ”kun” Den Lange på 180 kilometer. Målet er denne gang at køre med en gennemsnitsfart på minimum 30 km/t.

Næste gang

Jeg havde vist lovet at skrive lidt om ømme ben og småskavanker, det kommer, det lover jeg. Jeg har allieret mig med Ole Blædel, han er sportsmassør og har tidligere været tilknyttet forskellige specialforbund hos Danmarks Idrætsforbund. Han har flere gode ideer til, hvordan man kan komme nogenlunde helskindet igennem en hel sæson. For alle os, som er lidt kuldeskær, så er der stadig et par uger til, at landevejene kalder. I den anledning har jeg i bedste Euroman-stil været forbi et par stilsikre cykeldrenge og fået deres bud på, hvad der bliver top-lirens i år.

Har du inputs?

Hvis man sidder med et ønske, forslag, ris eller ros til træningsbloggen, så skal man være mere end velkommen til at skrive direkte til mig på Williamejsing@icloud.com eller skrive en kommentar herunder.

Jeg er iøvrigt en del af Motionsfeltet.dks landsbaseret cykelhold - Team Motionsfeltet.dk. Måske du vil være en del af vores fantastisk fællesskab?

Læs også de foregående kapitler her:

Kapitel - 2 La Route de Marmotte

Kapitel - 1 La Route de Marmotte