Det er den 10. januar, og klokken er kvart i aftensmadstid. Jeg har dagen forinden byttet søvn ud med eksamensskrivning, og jeg bruger det som undskyldning for, at min puls, til trods for jeg kun kører opvarmning, er tårnhøj. Jeg har bevidst ikke målt min temperatur i dag, fordi jeg har en bange anelse om, at jeg har feber. Jeg fortsætter min opvarmning, og sveden hagler af mig, men samtidig fryser jeg - eller det føler jeg, at jeg gør. Jeg ignorerer alle faresignalerne og går fra opvarmning til test.

Jeg begynder at trampe i pedalerne, mens min træner Benjamin nervøst står på sidelinjen og hepper forsigtigt. Han har spurgt mig flere gange, om jeg var ok, hvortil jeg bare har løjet og svaret ja.

Jeg har kørt i syv minutter og vandet driver af mig. Jeg har lukket mine øjne. Jeg prøver at lukke alle forstyrrelser ude og blot køre. Benjamin siger noget til mig, men jeg kan ikke høre ham. Min puls dunker i øregangen og overdøver, hvad han siger. Hele min krop kører på pumperne. Det sidste jeg tænker er:

”Jeg skal stoppe nu. Jeg kan ikke mere…”

Men før jeg når at stoppe, så stopper min krop. Jeg råber efter Benjamin, men det kommer ud som visken. Han griber mig og hjælper mig af cyklen. Jeg falder om på gulvet med en brystkasse, som er ved at eksplodere, mens jeg gisper efter vejret.

Den svære 2’er

Den svære 2’er er ikke en reference til bloggen her, men derimod min træning i december kontra januar. Hvis jeg skulle beskrive, hvordan træningen i januar er forløbet med et enkelt ord, så må det være miserabelt.

Det hele startede ellers godt. Jeg drak to glas vin nytårsaften, holdte fri den første dag i det nye år, og så var jeg ellers i sadlen den 2. januar. Men så blev jeg ramt af virkeligheden. Jeg havde fem eksamener på tyve dage, og jeg havde planlagt, at min cykeltræning skulle være et frirum, hvor jeg luftede min hjerne og svedte mine frustrationer ud. Sådan gik det ikke.

Jeg blev i starten af januar ramt af folkeepidemien - snot i hele kraniet, træthed og feber. Kvaliteten af min træning faldt og jeg havde svært ved at gennemfører de træningspas, som Benjamin havde planlagt. Jeg forsøgte, men kunne ikke. Sygdom og træning kulminerede den 10. januar, hvor jeg forværrede min tilstand ved at sætte mig på cyklen og køre allout. Min tur i gulvet gav mig ikke blot en forskrækkelse, men også 11 dage, hvor cyklen blev erstattet af sengen.

Når motivationen fejler

Min plan for januar var at spise sundt, smide et par kilo og passe min træning. Men da jeg satte mig på cyklen efter de 11 dage i sengen, så havde jeg taget et kilo på og min ben var blytunge. Jeg kørte kun halvdelen af den planlagte træning den første dag. Det samme dagen efter. Min krop var ugidelig og jeg var udkørt. Jeg havde sat, hvad jeg selv mente var opnåelige mål, men jeg havde fejlet. Jeg havde simpelthen spildt en hel måned. Det var i hvert fald, hvad jeg fortalte mig selv.

De tunge ben, den ugidelige krop - alt dette foregik i hovedet på mig selv og langsomt, men sikkert så åd det min motivation.

Jeg ringede til Benjamin efter endnu en halvgennemført træning. Jeg ville træne hårdere og indhente det forsømte, men det blev blankt afvist. Dagen efter havde jeg et nyt træningsprogram. Alle mine lange træningspas var væk og erstattet med nedenstående.

Dag 1 - hvile.

Dag 2 - en tur op ad La Paradilla, som er 6,02 km og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 5. Bjerget skal køres med 85-90% af min FTP også tre ’bursts’ hvor jeg kører alt, hvad jeg kan i et minut.

Dag 3 - en workout på 32 minutter, hvor der er en kort opvarmning, og derefter er der 2x6 ”bursts” af 20 sekunder, hvor jeg skal køre 180% af min FTP.

Dag 4 - en gentagelse af dag 2.

Dag 5 - en gentagelse af dag 3.

Dag 6 - en gentagelse af dag 2 og 4.

Dag 7 - en tur op ad Prato allo Stelvio, som stiger med 7% i gennemsnit. Ingen indlagte ’bursts’ på de 26,8 km, men derimod helt almindelig konservativ bjergkørsel fra bund til top.

Den opmærksomme læser vil måske løfte pegefingeren her og sige, at dette program umiddelbart ikke er optimalt ift. at træne sig op til et langt bjergløb. Korrekt. Men det er sjovt. Og det er den forklaring, Thomas, min træningskammerat, og jeg har fået af Benjamin. Thomas var helt almindelig januar-træt og jeg var direkte demotiveret. Vi trængte til at konkurrere lidt, få opkastfornemmelser og brænde os selv af på cyklen.

Og det virker. Allerede på tredjedagen kunne jeg mærke motivationen vende tilbage. Jeg er sikker på, at når jeg rammer toppen af Prato allo Stelvio, så vil jeg, på godt jysk, have lagt en træls januar bag mig og være klar til at træne i februar.

I næste måned vil man blandt andet kunne læse om, hvordan man kommer ømme ben og småskavanker til livs, samt mine ”store” løbsplaner i forberedelserne til Måtten. 

Fik du ikke læst første kapitel? Så kan du stadig nå det.

Har du inputs?

Hvis man sidder med et ønske, forslag, ris eller ros til træningsbloggen, så skal man være mere end velkommen til at skrive direkte til mig på Williamejsing@icloud.com eller skrive en kommentar herunder.

Jeg er iøvrigt en del af Motionsfeltet.dks landsbaseret cykelhold - Team Motionsfeltet.dk. Måske du vil være en del af vores fantastisk fællesskab?