Tidligere på måneden underskrev basketball-stjernen Steph Curry en 5-årig kontrakt med Golden State Warriors. Over de fem år kommer Curry til at tjene 201 millioner dollars. Kort efter jeg læste om kontrakten, så jeg traileren til Tour de Pharmacy, som slutter med følgende replik: ”People dope. Yeah. You know, this is a sport with literally hundreds of dollars on the line and dozens of fans… Stakes are medium!”

Når man sidder og nyder Tour de France, kan man godt miste lidt overblik. For cykelsportsfans er Tour de France jo årets højdepunkt. Skønt mange cykelsportsfans måske vil hævde, at man elsker fx Giro d’Italia højere end Tour de France, så ved vi også, at det kun er til Tour de France, at cykelsporten bliver noget der minder om mainstream. Vi har brug for den.

Men, altså: ”Stakes are medium”. Man kunne drive adskillige WoldTour-hold for Steph Currys kontrakt. Større er cykelsporten ikke.

Til gengæld har cykelsporten så meget andet: en særlig europæisk, forfinet fornemmelse; smukke billeder; drama, drama, drama; stoffer, snyd og bedrag; uskrevne regler og bare mærkelige regler. Det er bare en meget rig sport.

Det er en lidt lang måde at sige, at man faktisk bliver klogere af at se en film som Tour de Pharmacy (dansk: Pharmacy Road). Filmen har et og kun et formål: at være sjov. Realisme og autenticitet underlægges det større formål.

1982: ’A very fucked up year for bicycle riding’

Er Tour de Pharmacy plat? Ja. Fjollet? I særdeleshed. Autentisk? Slet ikke. Heldigvis!

Det er svært at forklare en film som Tour de Pharmacy, der ikke rigtig handler om noget. Med det mener jeg, at filmens plot ikke som sådan er drevet af karakterer eller en higen efter at afbilde noget ægte. Nej, Tour de Pharmacy har kun et formål: den vil underholde, så meget som overhovedet muligt over 40 minutter.

Tour de Pharmacy skriver sig ind i mockumentary-genren. Der er således tale om en ’falsk’ dokumentar. På den måde har filmen to primære referencepunkter: sportsdokumentaren og cykelsporten.

I forhold til sportsdokumentarer, så henvises der særligt til genren som praktiseret i ESPNs 30 for 30-serie. En af disse film, Slaying the Badger, handler om Tour de France med udgangspunkt i Greg Lemond og Bernhard Hinaults rivalisering. Det er en fin, fin film.

Tour de Pharmacy er den anden film i en planlagt serie af sportslige mockumentaries; den første, 7 Days In Hell, handlede om tennis og Wimbledon.

Hvad er en mockumentary? Det er en helt særlig genre, hvor fiktive fortællinger ’præsenteres’ som værende dokumentariske. Genrens første afkom og hovedværk er This Is Spinal Tap, der tog pis på musikdokumentaren og 80’ernes puddelrock.  Genren lever stadig i bedste velgående, særligt på TV, hvor fx serier som The Office, Parks and Recreation og sågar Modern Family trækker (løst) på traditionen.

Tour de Pharmacy er teknisk vidunderlig. Filmen er optaget på gamle kameraer, hvilket giver filmen et skønt nostalgisk look, hvormed de fiktive ’autentiske’ dokumentarscener står i kontrast til diverse interviews, der er filmet med digitale kameraer. Således opnår man det udtryk, som de fleste moderne dokumentarer arbejder med, dvs. en vekslen mellem gammelt ’arkivmateriale’ og nyt interviewmateriale.

Hvilket leder os til filmens andet fokus: cykelsporten. Filmen handler om Tour de France anno 1982, et øjensynligt ”very fucked year for bicycle riding".

Allerede her bliver det altså klart, at cykelsporten ikke behandles direkte autentisk. Filmskaberne har valgt 1982… fordi firsermode er mere morsomt end halvfemsermode? Længere er den vist ikke.

For kendere af cykelsportens historie vil Tour de Pharmacy fremstå lettere plat. Det giver ikke rigtig mening, at filmen er sat i 1982, når nu filmen så åbenlyst er inspireret af Festina-skandalen og i nogen grad Puerto-skandalen - dvs. år, hvor doping var historien, særligt da store dele af favoritfeltet blev smidt ud af løbene undervejs.

I Tour de Pharmacy tages dette til det ekstreme: grundet en dopingskandale får kun fem ryttere lov til at køre videre, og ingen af de resterende ryttere har nødvendigvis rent mel i posen.

Hvem er de fem? Der er Marty Hass, en hvid nigerianer (af rig herkomst), spillet af Andy Samberg (arkiv) og Jeff Goldblum (d.d.), og karakteren er altså i nogen grad inspireret af Chris Froome. Der er JuJu Peppi (Orlando Bloom), en italiensk klatrer med hang til bandana, øreringe og alle stofferne. Han er altså løst inspireret af Marco Pantani. Der er Gustav Ditters, en østrigsk cyklist der er meget pumpet og muskuløs. Han er inspireret af… Arnold Schwarzenegger? Han spilles af wrestleren John Cena (arkiv) og Dolph Lundgren (d.d.). Der er Adrian Baton, spillet af Freddie Highmore (arkiv) og Julia Ormond (d.d.), en fransk kvinde, der klæder sig ud som en mand for at deltage i Tour de France. Sidst er der Slim Robinson (Daveed Digs og Danny Glover), en sort amerikaner, der gerne vil være den første sorte til at gøre noget stort, akkurat som onklen, Jackie Robinson.

Realisme er altså ikke i højsædet. I stedet har man ladet sig inspirere af virkeligheden og ellers trukket den til det mest absurd tænkelige endepunkt. På den måde kan undersøges cykelsportens mange finurligheder.

Smuk fjol

Man kan lave en øvelse, hvor man prøver at lave en genealogisk analyse af, hvad der har inspireret diverse elementer i Tour de Pharmacy. Sagen er dog, at det hele lidt er hinsides pointen.

Der er så rigeligt, der er skævt eller falsk ved Tour de Pharmacy. Det, at man tager så løst et afhop i virkeligheden, er i virkeligheden skønt; det sætter den trænede cykelhjerne til at arbejde lidt.

Chris Froome er ikke nogen synderlig interessant person. Men det, at han er en hvid mand opvokset i Afrika, er et meget rigt komisk udgangspunkt, som Tour de Pharmacy malker på fremmeste vis.

Slim Robinson og Adrian Baton tjener begge samme formål: fremmedgørelse. Dette er de lette jokes, som ikke gør det mindre sandt: cykelsporten er meget hvid og ’mandig’, hvilket jo er en smule fjollet, når man tænker på alle de glatbarberede ben.

Hele plottet af Tour de Pharmacy drives af en korrupt UCI-præsident. Det komplot, der skildres i Tour de Pharmacy, er meget langt ude, men ikke nødvendigvis længere ude, end den korruption og amatørisme vi faktisk er og har været vidne til gennem årene.

Spejle

Der er to måder at gå til Tour de Pharmacy: man kan blive sur, eller man kan blive fornøjet. Man kan forbande, at de californiske bjerge på ingen måde ligner de franske alper, eller at dopingdjævlen behandles så let.

Alternativet er, at man går til Tour de Pharmacy med et mere åbent sind; man kan bruge den som et nyttigt loop, der understreger cykelsportens absurditeter. Helt særligt, at fremmede, amerikanske øjne - måske uden den store tilknytning til cykelsporten - via overdrivelse kan skabe en vis forståelse.

Noget filmen understreger, er, at cykelsporten ikke er, og aldrig har været, synderligt nobel eller hellig. Flere penge drejer det sig ikke om. Man satser. I gamle dage tog rytterne toget, hvis de ellers kunne slippe afsted med det.

I årets Tour de France, hvor ’uskrevne regler’ har været i centrum, kommer Tour de Pharmacy faktisk som et friskt pust. Det hele føles lidt ahistorisk. Kør nu til, for fanden! Vær nu lidt onde ved hinanden, tak. Slås og kæmp. Det er bare cykelsport: ”Stakes are medium”.

Vigtigst af alt: Julia Ormond. Tak for dig.

Facts om Tour de Pharmacy
Feltet.dks bedømmelse: 4 ud af 6 stjerner
Kan ses på HBO Nordic under titlen 'Pharmacy Road'.